Da jeg var barn, var verden delt i to. Der var den kapitalistiske verden ledet af USA, og den kommunistiske verden ledet af Sovjet. Det var de gode og de onde, sådan groft sagt, for der var bestemt også udemokratiske og menneskerettighedsundertrykkende lande, der fik støtte af USA. Men det var trods alt en verden, der delte sig efter anskuelser (eller efter de anskuelser, som det pågældende land mente at få mest ud af.)

Så faldt muren, og i en kort årrække troede vi alle sammen, at verden nu ville gå fremad. Markedsøkonomi, demokrati, frihedsrettigheder var på fremmarch, godt hjulpet af internettet, globalisering og verdenshandel. Vel var der tilbageslag rundt omkring, men i det store og hele var vi i Vesten fortrøstningsfulde, for nu hvor ”ondskabens imperium” var væk og selv Kina så småt eksperimenterede med markedsreformer (om end ikke rigtig med demokrati eller menneskerettigheder) så skulle det nok komme. Selv i Mellemøsten var der med Oslo-aftalerne håb forude.

Det håb er svært at få øje på i dag. Demokratiet og den frie verden er under pres. Lande uden demokratiske traditioner falder tilbage i ufrihed og undertrykkelse, krige og flygtningestrømme vokser og selv i nogle lande i den vestlige blok vokser autokratier og et-parti-systemer frem. Formelt er mange af landene stadig demokratiske, men demokratiet kan være mere skin end virkelighed.

Hvordan gik det så galt, og hvorfor? Det kigger den prisbelønnede journalist Anne Applebaum på i Autokrati A/S. Der er ikke bare tale om, at historien gentager sig og vi reelt er faldet tilbage til den kolde krig. Den nye ufred og undertrykkelse er nemlig ikke ret ideologisk. Der er ingen ideologi, der forener Rusland, Kina, Venezuela, Syrien og Tyrkiet – og tør man tilføje Orbans Ungarn og Trumps USA?

Derimod er der tale om magthavere, der er optaget af at beholde magten, af at berige sig selv og sine egne venner – og som bruger og misbruger internettet, globaliseringen og de frie kapitalbevægelser til at styrke egen magtposition og svække ytringsfrihed, sammenhold og demokrati. Nogle steder sker det ved brutal undertrykkelse, våbenmagt og krig, andre steder får magthaverne kontrol over medierne og adgangen til internettet.

Autokraterne samarbejder og udveksler viden, teknologi og opbakning i f.eks. FN. Det gør de ikke, fordi de nødvendigvis holder meget af hinanden. Tværtimod er en del af dem også fjender indbyrdes. Men de har en fælles interesse i at holde retsstaten, ytringsfriheden og menneskerettighederne på afstand. I Vesten har vi svært ved at finde et modsvar, ikke mindst fordi autokratierne har taget vores egne virkemidler som internettet og fri bevægelighed og bruger det mod os – mens deres egne borgere holdes på plads.

Det er ikke nogen særlig opløftende bog, Applebaum har skrevet. Men den er nødvendig, for vi er nødt til at finde nye svar på den autokratiske udfordring, hvis vi mener noget med vores frihedsrettigheder.

Anne Applebaum: Autokrati A/S. 230 sider, oversat af Jakob Levinsen. Kristeligt Dagblads forlag, udkom 29. august 2024