Lars Werge: Viva Vejle
Hvis du tror, du absolut skal være tilhænger af Vejle Boldklub for at kunne nyde Lars Werges ”Viva Vejle”, så tager du grueligt fejl. Hjælper det at kende byen? Ja, det gør det nok. Men bor du i Danmark og har du interesse for fodbold eller måske blot sport generelt, så er denne bog for dig. For det her er én af de grundigst researchede og bedst perspektiverende bøger, jeg nogensinde har læst.
Lad mig med det samme røbe min egen umiddelbare interesse. Den stammer to steder fra. Nummer et er, at Werge er en fremragende skribent og en meget grundig journalist, der historisk har grebet fat i nogle af de største og mest spændende og politisk interessante sportshistorier nogensinde. Nummer to er, at min personlige danske yndlingsfodboldspiller er Allan Simonsen, der startede sin karriere i Vejle Boldklub. Jeg lærte ham at kende, da han spillede i tyske Mönchengladback, hvor han i 1977 vandt titlen som Europas bedste fodboldspiller. Han spillede med nummer 7 på ryggen. Tallet 7 er stadig den dag i dag mit yndlingstal. Mönchengladback er mit hold i Tyskland. Sådan er det.
Tilbage til Werges helt igennem uforglemmelige bog. Og jeg skriver uforglemmelig, fordi det, der på overfladen kunne ligne en stille hyldest til at fodboldhold, er blevet så meget mere end det. Ikke blot er ”Viva Vejle” én af de mest gennemdokumenterede bøger, jeg nogensinde har læst, den skiller sig også ud fra så mange andre sportsbøger ved at handle lige så meget om byen og samfundet, den foregår i, som om spillere og klubbens resultater. Og det er en vild oplevelse. Det er gennem denne slags fortællinger, at sportshistorie bliver relevant – også for dig, der ikke er sportsfan.
Men tag heller ikke fejl. Werge elsker sin Vejle Boldklub. Han kendte nok også sin del af historien, før han begyndte at grave ned i arkiverne, og han er i den grad en fan af fodboldholdet Vejle. Og er du fodboldinteresseret og har lidt grå stænk i tindingerne, så vil navne som Tommy Triolsen, Johnny Hansen, Gert Eg, Ulrich le Févre, Steen Thychosen, Flemming Serritslev og ja, naturligvis Allan Simonsen også få dig til at nikke genkendende på hovedet. Har du ikke så mange år på bagen, Er Werge også den første til at indrømme, at der har været lidt langt mellem snapsene, men lad os bare lukke diskussionen med Thomas Gravesen.
Bogen er så sprængfyldt med detaljer, at det til tider næsten bliver for meget. Werge har interviewet alt og alle, og det er med til at gøre bogen til et rigtigt værk. Jeg kan ikke forestille mig andet end, at ”Viva Vejle” bliver det opslagsværk, kommende generationer vil kaste sig over, når de skal finde fakta om Vejle Boldklub, klubbens indflydelse på byen, og byens indflydelse på resten af Danmark – både i og uden for sporten. Tænk blot på, at Vejle med fire spillere i truppen, var stærkest repræsenteret, da Danmark vandt sølv ved OL i Rom i 1960. Og at spillerne grundet et forfærdeligt flystyrt i Kastrup valgte at tage toget til Italien fremfor at flyve. Og at de standsede i Hamborg for at overnatte – få mursten fra, hvor et ungt band ved navn Beatles var ved at finde deres lyd. Og at spillerne delte frokost i Rom med store navne som Cassius Clay – senere Muhammed Ali. Ja ja, jeg ved godt, jeg nærmest leger Six Degrees of Separation her, men det er denne form for perspektiv, mange fortællinger faktisk mangler for at gøre dem relevante for et større publikum. Ingen er glemt i ”Viva Vejle”.
Jeg elsker også, at Werge bruger ekstra lang tid på at gennemgå overgangen fra amatørfodbold til professionel fodbold. Husk, at vi i Danmark først fik betalingsfodbold i 1978. Før det var det udelukkende muligt for Danmark at stille med amatører til internationale kampe, og derfor er der en naturlig årsag til, at vi først kvalificerede os til vores første VM i 1986.
”Viva Vejle” er ikke en bog om et stort hold med stor succes. I mange år har holdet været igennem økonomisk tumultariske rutchebaneture og de seneste år har klubben været elevatorhold mellem den bedste og næstbedste række i Danmark. Men selv der er der fantastiske historier at finde. Og du får dem af Werge. Er du Vejle-fan, er det en mindre forbrydelse ikke at have bogen stående på hylden. Er du fan af dansk fodbold, er det en skam ikke at eje dem. Er du blot sportsfan, er bogen en øjenåbner. Og er du interesseret i dansk historie, er bogen en inspiration. Sådan. Er. Det.
Lars Werge: ”Viva Vejle”, Forlaget Werge og Whitt, 432 sider, udkom november 2023.
Læs også:
Chris Sweeney: Gravesen – fodboldens sidste gadedreng
Christian Nørgaard-Larsen Halvguderne – 100 år i italiensk fodbold