Anne Kirstine Cramon: Manual til dårlig stemning
Det er meget mærkeligt for mig at huske tilbage på de ting, jeg uden at tænke over det sagde, da jeg var dreng. Jeg har fortalt vittigheder om ’negre’, om jøder, om kvinder; ja, om stort set enhver gruppe, du kan skille ud og stigmatisere. Jo, jeg har også fortalt lige så mange vittigheder om hvide, om kristne og om mænd, men stadigvæk … Det mærkelige består i, at jeg aldrig ville fortælle den slags vittigheder i dag. Naturligvis. For jeg er blevet voksen, har lært, har forstået, og jeg er et tænkende menneske, der, hvis jeg selv skal sige det, er ganske empatisk. Ufejlbarlig? Nej. Overhovedet ikke. Men krænkende? Nej, det mener jeg faktisk ikke.
Cramons bog er ikke skrevet til sådan nogen som mig. Og dog. Selvom jeg ikke føler mig ramt af hendes brede svada mod et helt køn, så lærer jeg faktisk ganske meget ved at læse den – og især fordi hun går et skridt længere, end vi normalt hører i den gængse debat om emnet. Og lad os lige få emnet på plads. Det er vel ikke forkert at sige, at bogen handler om kvinder og kvinders kamp for ligestilling i en verden, der på rigtig mange måder stadig er bygget ganske patriarkalsk op. Alle de dårlige undskyldninger, de kvikke bemærkninger, de hurtige nedladenheder omkring kvinders reaktioner på mænds opførsel bliver taget op – kapitel for kapitel.
Et kapitel hedder for eksempel ”Hun kan da heller ikke tage lidt sjov”. Et andet ”Hun udnytter, at hun ser godt ud”. Et tredje ”Hun vil bare have opmærksomhed”. Et fjerde ”Hun lagde selv op til det”. Ud fra kapitelnavnene alene kan I se, hvordan bogen er bygget op. Og det er ganske godt skruet sammen.
Cramon er meget kategorisk. Hun tænker meget i kasser, og det er alt eller intet – faktisk stort set alt det et forhold mellem to parter meget sjældent er. Det kan gøre det lidt svært for mig at se helt skarpe billeder på det, hun prøver at fortælle. Jeg kan selv godt lide et meget sort/hvidt billede af verden, men jeg har bare meget sjældent oplevet det sådan. Alligevel mener jeg, hun griber det rigtigt an. Ellers ville hun komme til at skulle gradbøje ordentlighed, medmenneskelighed, ligestilling. Og det kan du simpelthen ikke.
En krænkende mand er skyldig. Han er ikke et offer. Aldrig nogensinde. For så ville han ikke være en krænkende mand. Og MeeToo-bevægelsen handler ikke om seksuelle overgreb. Den handler om magtforhold. Det får Cramon også fortalt fremragende i sin bog.
Selv i kapitler om opfattelsen af kvindelige ledere, den forskellige accept af utilbørlig optræden og meget andet, hvor Cramon i den grad er på krigsstien og er meget sort/hvid, der tror jeg, det er den rigtige måde at præsentere det på. Selvom jeg ikke er helt enig i hendes til tider meget ensidige udlægning af ret konkrete hændelser, så er vi nødt til at få præsenteret det fra den helt anden side. Eller lad mig sige det på en anden måde. Nu er det blevet forsøgt præsenteret ganske diplomatisk gennem snart 50 år. Det er der kommet noget men slet ikke nok ud af. Så nu er det Cramons tur. Og lad hende gerne tale. Hun kan nemlig både formulere sig og være ganske underholdende. Og det er godt, når emnet er så dystert og tragisk, som det er her.
Anne Kirstine Cramon: ”Manual til dårlig stemning”, Forlaget Grønningen 1, 280 sider, udkom februar, 2024
Læs også:
Vanessa Springora: Samtykket
