“I dag betragter jeg bøger med mistro. Der opstod en usynlig mur mellem dem og mig. Jeg ved at bøger kan være gift. Jeg ved hvor store mængder giftstof de kan rumme. I årevis gik jeg rastløs rundt i mit bur, og mine drømme var fyldt med mord og hævn. Indtil den dag det endelig stod helt klart for mig, som en selvfølge, hvad det var jeg skulle: fange jægeren i hans egen fælde, spærre ham inde i en bog.”

Da den franske forfatter Vanessa Springora udgav bogen “Samtykket”, sendte det chokbølger af atomar styrke gemme hele det franske litterære miljø. Ikke forbavsende, for Vanessa Springoras virtuose vidnesbyrd er i den grad chokerende og grufuld læsning. Afmagten, vreden og rædslen bølgede i hvert fald også igennem mig, da jeg læste dette isnende mareridt af en fortælling.

Men samtidig varmede jeg mig også ved den beundring som jeg følte overfor det enorme mod, som Springora udviser ved at stå frem, og over de følger, hendes selvbiografiske roman har fået siden hen. Fra overgrebets smertelige og grufulde kontroltab til atter at genvinde kontrollen over sit liv ved at være den, der fælder jægeren. At være den, der ændrer den franske #MeeToo-debat fundamentalt. En sand heltebedrift på en uendelig trist baggrund.

“Samtykket” er Vanessa Springoras personlige fortælling om det årelange seksuelle overgreb, hun var udsat for fra hun var 13 år. Det blev begået af en af Frankrigs mest anerkendte forfattere, Gabriel Matzneff, der især er kendt for sine dagbøger om sine forhold til purunge piger og mindreårige filippinske drenge. Tekster som ingen løftede et øjenbryn over, fordi de blev betragtet som en del af den libertinske tradition for grænseoverskridelse.

Vanessa – kaldet V. i romanen møder Gabriel Matzneff, som er forkortet til G., til et middagsselskab, som hun følges med sin fraskilte mor til. Han charmerer hende og bestormer hende med breve. V. duperes af denne celebre mands fascination af hende. Hun fortolker hans rutinerede forførelseskunst som et udtryk for kærlighed. Og da hendes mor giver tilladelse til forholdet, flytter V. ind på hans hotelværelse, og som 14-årig bliver hun elskerinde til den pædofile forfatter. Det er barsk læsning, som man kun holder ud, fordi beretningen både er vigtig og klog samtidig med, at den er bannerfører for alle de ofre, der har lidt i stilhed.

“Når man er fjorten, er det ikke meningen at en mand på halvtreds skal vente på én efter skole, man skal hverken bo på hotel sammen med ham eller ligge i sengen med hans pik i munden på det tidspunkt, hvor andre skolebørn får en eftermiddagssnack. Det er jeg alt sammen bevidst om, trods mine fjorten år, jeg ikke totalt blottet for sund fornuft. Det er en anormalitet, som jeg på en måde har gjort til min identitet.”

Forholdet ender, da V. får et psykisk sammenbrud, som kommer til at trække lange og destruktive spor ind i hele hendes liv. Historien om den forsømte pige, der forveksler en kold forfører med en beskyttende elsker, afslører på mest uhyggelige vis en egocentrisk kultur, der dyrker forførelsen uden blik for de destruktive sider, og som idealiserer den store mandlige kunstner. Fuldstændig som vi har set det i USA og i Sverige.

“Samtykket” tilfører en stærk, personlig og gribende stemme til #MeeToo-debatten, og skildringen af ambivalensen omkring det oplevede overgreb, hele det sammenfiltrede følelseskompleks af smerte, afmagt, skam, skyld og vrede er intet mindre end eminent. Det bliver aldrig en offerhistorie, men derimod en uhyggeligt nuanceret fortælling om overgrebets natur. Et mesterligt og vigtigt vidnesbyrd, der bør læses af alle. For kun på den måde kan vi dæmme op for overgrebenes uhørte urimelige rædsler. Læs den, og læs den op. Fortæl om den. Forær den til alle du møder på din vej. Spred budskabet. Det kan kun gå for langsomt.

Af andre gode aktuelle udgivelser om overgreb og udnyttelse kan nævnes: Catch and kill, Klubben og Min mørke Vanessa.

Vanessa Springora: Samtykket, Grif Forlag, 29. maj 2020, 186 sider, oversat fra fransk af Mette Olesen.