Matilda Gustavsson: Klubben – en undersøgelse
Hele den litterære verden var i chok, da det blev offentliggjort, at Nobelprisen i Litteratur ikke blev uddelt i 2018. Det svenske akademi, der blandt andet står bag uddelingen af Nobelprisen var nemlig fuldstændig lammet på troværdigheden af en række sager, der blandt andet omfattede seksuel chikane- og overgreb, trusler, læk af fortrolige oplysninger, økonomiske uregelmæssigheder og groteske interne slagsmål.
Skandalerne blev afsløret af den svenske journalist Matilda Gustavsson, der stod bag den epokegørende artikel, der blev offentliggjort i den svenske avis Dagens Nyheter den 22. november 2017. Her stod 18 kvinder frem og fortalte om de gruopvækkende seksuelle overgreb, som kulturpersonligheden Jean-Claude Arnault havde begået imod dem.
I hendes fremragende biografi “Klubben” fortæller Matilda Gustavsson, om det store arbejde og den grundige research og alle de overvejelser, der lå bag ved den artikel, der fik jorden til at slå revner under Det Svenske Akademi. Og som har medvirket til at Jean-Claude Arnault nu afsoner to et halvt år for voldtægt.
Jean-Claude Arnault var kunstnerisk leder af Sveriges hotteste og trendskabende avantgardekunst-kælder Forum, et udstillings- og performancested, som var et magtcentrum i kulturelitens Sverige. Han var desuden gift med den berømte svenske forfatter Katarina Frostenson, som sad i det ditto magtfulde Svenske Akademi.
Ud over at give en knivskarp analyse af det kunstneriske miljø i Stockholm, trænger bogen dybt ned i de mekanismer, der gør magtmisbrug og tavshed omkring seksuelle krænkelser muligt. Og samtidig viser den, hvor vanskeligt det er at bevise seksuelle overgreb. Det er både foruroligende og uhyggelig læsning, der i al sin eminente nuancering bør være pligtlæsning for alle borgere.
Bogen er et kærkomment og nuanceret indlæg i #metoo-debatten, og er en uhyggelig og øjenåbnende skandinavisk pendant til den amerikanske filmproducent Harvey Weinstein, skuespilleren Bill Cosby og tv-manden Roger Ales, der alle er blevet dømt for seksuelle krænkelser og voldtægt af kvinder.
Matilda Gustavsson modtog velfortjent Sveriges Cavlingpris, Store Jounalistprisen for sin fænomenale afdækning.
Min eneste anke mod denne fremragede bog, er at den er meget dårligt oversat, og det ødelægger desværre en del af læseoplevelsen.
Matilda Gustavsson: Klubben. En undersøgelse, HarperCollinsNordic, 237 sider, november 2019