Christina Hagens digtsamling, Pow Pow Pow, tvinger læseren til at konfrontere det grumme, det ubehagelige og det absurde. Med en udfordrende skrivestil, kræver Hagen sin læsers opmærksomhed og nægter at lægge låg på de mindre flatterende og dunkle emner, skæbner og tanker.

Digtsamlingen er opdelt i tre dele, der i starten fremstår som forskellige individuelle enheder. Men over tid smelter de sammen og danner en fortælling om vold, undertrykkelse og diskrimination, med molboen som omdrejningspunkt, men med en på samme tid tydelig og subtil perspektivering til andre folkeslag.

Jeg skulle lige spore mig ind på digtsamlingen i starten, da den ved første øjekast fremstår som klassiske molbovittigheder, som jeg havde svært ved at samle mig om. Men med tiden bliver det tydeligt, at formålet stikker dybere.

Pow Pow Pow er ikke en let læseoplevelse, hverken tematisk eller sprogligt, og det er bevidst. Hagen skaber en tilstand af trussel og uvished, især i den tredje del af digtsamlingen. Her går hun ikke på kompromis med at udforske de mørke sider af mennesket.

Allerede fra begyndelsen sætter Hagen tonen ved at stille krav til læseren, med molbodigte skrevet i en form for jysk dialekt. Senere skal læseren navigere gennem bevidst udfordrende tegnsætning i den tredje del, hvor tegnsætningen modarbejder syntaks og læseoplevelsen. Det bidrager til en frustration, der er i tråd med digtsamlingens ubehagelige tematikker.

Hagens evne til at skrive uden filter er bemærkelsesværdig. Hun har altid skrevet grænseløst og provokerende, og Pow Pow Pow er ingen undtagelse. Selvom læseren måske skal vænne sig til Hagens skrivestil i starten, er det tydeligt, at der er en mening med galskaben. Det svære sprog og det tilsyneladende absurde historier røber en genkendelig klang af menneskets mørke sider, der skrives frem i fiktive historier, som umiddelbart kan virke langt fra virkeligheden.

Pow Pow Pow er uden tvivl en kraftfuld digtsamling. Selvom den til tider kan virke repetitiv, er det netop meningen. Hagen tvinger læseren til at blive i ubehaget og ikke flygte fra hendes grumme fortællinger, men i stedet fordybe sig i det udfordrende og komplekse landskab af hendes ord og blive i det hårde, uden at få en lykkelig slutning eller et håb at sidde tilbage med.

Christina Hagen, Pow Pow Pow, Gyldendal, 134 sider, januar 2024