Dette er en særlig bog, og jeg indrømmer med det samme, at du nok skal have en særlig interesse, før du vælger at købe den. Men det er synd. For hvad der er typisk for fagbiografiske bøger er, at du altid, altid, altid lærer noget. Og det er fantastisk.

Indledningen af bogen går mest af alt på grundlæggelsen af Interpol i 1923. Vi lærer om, hvordan verden så ud lige efter 1. Verdenskrig, og vi hører om årsagerne til behovet samt den store opbakning til det, der i dag stadig må betegnes som værende et gigantisk projekt. Vi lærer nogle af folkene bag Interpol lidt at kende, og vi hører om forankringen og deltagelsen fra de enkelte lande. Denne del er nok ikke så journalistisk gennemarbejdet og kan nærmere betegnes som en slags udvidet faktaboks.

Du lærer også noget om befolkningsudviklingen og derfor også for behovet for et tættere samarbejde mellem landene. Du hører meget lidt om enkelte sager men i højere grad om folk med centrale roller i forskellige dele af processen for udviklingen af Interpol gennem de 100 år.

Noget af det mere interessante er de skiftende eller tilrettede erklærede målsætninger for det internationale politisamarbejde, for det er her, der også kommer politik ind. Helt frem til i dag, hvor digitaliseringen og nye former for kriminalitet også skal bekæmpes over grænserne og i mange tilfælde af lande, som har meget forskellige former for beredskab.

Som sagt, du lærer noget. Jeg kan ikke med ro i sindet påstå, at det er en stor læseoplevelse, men du er væsentligt klogere, efter du har læst bogen, end du var før.

Frode Z. Olsen: ”Interpol i 100 år”, Forlaget Patagonien, 135 sider, udkom september 2023.

Læs også:
Henrik Oryé i samarbejde med Jakob Fälling: I politiets frontlinje

Lars Findsen og Mette Mayli Albæk: Spionchefen – erindringer fra celle 18

Frederik Strand: Uopklaret