Henrik Oryé i samarbejde med Jakob Fälling: I politiets frontlinje
Hvad løb gennem hovedet på den poltichef, som under klimatopmødet i København i 2009 beordrede 1.000 mennesker anholdt? Hvordan oplevede samme mand det, da han sad i en hollændervogn og pløjede gennem brændende barrikader i forbindelse med politiets rydning af Ungdomshuset på Jagtvej i København i 2007? Og hvordan var det at blive suspenderet fra tjeneste på grund af et flag?
Det og meget mere kan man få svar på i “I politiets frontlinje”, der er politimanden Henrik Oryés selvbiografi. Ikke noget litterært mesterværk, men alligevel bedre end andre lignende politifolks erindringer. Gode refleksioner, men ikke megen selvkritik og efterrationalisering.
Oryé har stået i spidsen for nogle af de største politiindsatser i København i nyere tid, og været kraftigt involveret i andre. Og det er spændende at læse om uden at det bliver nervepirrende spændende.
Oryé var den vagthavende indsatsleder den dag i 2012, da politiet under et kinesisk statsbesøg tog et tibetansk flag fra nogle demonstranter. En handling, der har udløst hele to undersøgelseskommissioner og betydet, at han er suspenderet fra tjeneste så længe kommission nummer to arbejder.
Han kommer omkring sagen uden at gå i detaljer med hvad der efter hans mening skete den konkrete dag. Det må han af gode grunde ikke. Men det er tankevækkende at få præsenteret en af konsekvenserne af sagen.
Henrik Oryé i samarbejde med Jakob Fälling: I politiets frontlinje. Lindhardt og Ringhof, 2021. 236 sider.