Fra Anders Fogh til Mette Frederiksen. Tim Knudsens mammutværk om de danske statsministre siden 1849 grundloven er afsluttet med det 21. århundrede. Det samlede værk er noget af en præstation. En systematisk gennemgang af ikke bare de mænd (og enkelte kvinder) der har haft embedet, men også en gennemgang af udviklingen af selve embedet. Fra dengang det bare var en minister ud af flere til i dag, hvor statsministeren er regeringens hjerte og hjerne. På godt og ondt.

Bind 5 lægger ud med Anders Fogh Rasmussen, der har været en af de bedst forberedte på rollen som statsminister nogensinde. Med ham kom der en helt anden kontrol og samling over såvel embedet som regeringen efter de mere kaotiske Nyrup-år. Foghs evne og vilje til at sætte et hold, skrive en drejebog og indtænke en mediestrategi var legendarisk, og han repræsenterede en ny type af statsminister, der centraliserede magten i hidtil uset omfang.

Årene efter bragte andre persontyper til embedet, og selvom hverken Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt var så succesfulde i kontrollen med deres ministre og regeringspartnere (eller pressen for den sags skyld), så understøttede de også en stigende tendens til centralisering og samling af magten i statsministerembedet. Flere ressourcer til ministeriet, flere kræfter til politisk rådgivning (og spin) og en udvikling hvor der i valgkampe fokuseres mere på statsministerkandidaterne end på partierne.

Tim Knudsens force er evnen til ikke bare at se på de enkelte statsministre enkeltvis, men at se de store linjer og udviklingen i embedet. Dette sidste bind gør det samme, men er måske også det svageste i serien. Når man går fra historieskrivning til nutidshistorieskrivning kræver det i endnu højere grad at man kan lægge sine egne præferencer til side og vurdere udviklingen objektivt, og det synes jeg ikke helt lykkes i dette bind. Knudsen er ikke fan af udviklingen, og heller ikke synderligt imponeret af dette årtusinds danske statsministre, og forfatteren virker lidt som en mand, der synes at alting var bedre i gamle dage – i stedet for at reflektere over hvilke ydre kræfter (herunder vælgernes præferencer) der spiller ind på udviklingen.

Jeg undrer mig også over, at der ikke er plads til en samlet fremstilling af Mette Frederiksen og hendes første regering, men alligevel plads til vurdering af både corona-håndteringen og af minksagen. Hvis det er vigtigt at få med – og forfatteren har tydeligvis stærke holdninger her – hvorfor kan vi så ikke så en præsentation af hende selv og hendes baggrund på linje med de øvrige statsministre?

Tim Knudsen: Statsministeren. Bind 5. Mellem almagt og afmagt. 636 sider, Samfundslitteratur. Udkom 5. juni 2023