Tabitha Lasley: Havtilstand
Der går relativt lang tid mellem opdagelser af nye genrer inden for forfatterskab og journalistik. Og skal vi være helt ærlige, så bliver der blot arbejdet med de fleste nye genrer i en afgrænset periode. Kun enkelte vinder permanent indpas.
Et eksempel fra journalistikken kan være nyhedstrekanten, hvor du præsenterer den vigtigste nyhed allerførst, hvorpå du breder mere og mere af hændelsen ud ned gennem historien. Den fortælleform er skabt, så man både rent redaktionelt af pladsmæssige hensyn kan skære fra bunden, og så læseren får de vigtigste nyheder på kortest mulig tid. Derfor har den holdt ved. Men det er langt fra tilfældet med alle genrer. Jeg vil ikke sige, at Tabitha Lasley’s ”Havtilstand” direkte er en ny genre, men hun skriver på en måde, vi ser alt for sjældent – og hun gør det helt igennem fænomenalt.
Tabitha Lasley griber fat om roden på et fascinerende emne; en måske uddøende race. Hun har nemlig altid været fascineret af de folk, der i uger ad gangen arbejder ude på produktionsplatformene og skaffer livsnødvendig olie og gas ind til land. I bogen går vi fra ’boreplatforme’ til ’olieplatforme’. Jeg gjorde mig den ulejlighed både at læse bogen og at lytte til originaludgaven på engelsk, og her bliver det tydeligt, at Lasley godt ved, hvad hun laver. Hun kalder dem nemlig ved deres rette navn: produktionsplatforme. Ikke nok med det, indlæseren Billie Fulford-Brown burde have en medalje. Hun er en kendt voice-over artist, som det hedder, og hun er brillant med sin evne til at skifte fra dialekt til dialekt. Det er kirsebærret på toppen.
I bogen udfordrer Tabitha Lasley nærmest romanagtigt fortællestilen i sin ellers meget journalistiske tilgang til emnet. Dialogen er bygget op på interviews, hvor hun aktivt inddrager sig selv og sin situation. Det gør hun også i de lange passager, hvor hun spændende fortæller os om en branche, kun alt for få for alvor kender til samt den livsstil, den stadig i dag repræsenterer i byer som Aberdeen, der leverer mandskab til produktionsplatformene.
Vi får historisk indsigt men også nærmest antropologisk indsigt i det liv, mennesker fra olie- og gasbranchen lever. Og ja, der er lidt ’dengang en mand var en mand’ over det, men hun præsenterer det ikke anakronistisk eller på nogen form for afskyvækkende facon, nærmere med fascination og indlevelse. Og det gør læsningen til både en fængslende og behagelig oplevelse. Ingen bliver udleveret, og det er faktisk skønt i en tid, hvor alle på sociale medier ellers bruger 90 % af tiden på at udlevere og sparke efter andre.
Bogen føles som en roman. Men det er er ’roman’, hvor du lærer en masse. Og skulle du nu sidde og tænke, at jeg har taget munden lidt for fuld, når jeg har skrevet, at der i folk på platforme måske er tale on uddøende race, så lad mig lige understrege, at jeg udmærket godt er klar over, at vindkraftværker på havet nu også bliver bygget så langt fra land, at medarbejdere i skiftehold også bor ude på havet i 14 dage ad gangen. Men forholdene er indstillingen – ja, generationen er bare ny. Der er ingen ’gamle borebisser’ til at lære de unge, hvordan tingene engang var. I denne nye branche er der intet ’engang’. Så stemningen, forholdene og personalesammensætningen er helt anderledes. Jo, der er stadig en overvægt af mænd, men i dag er der også mange kvinder ombord.
Når du er uddannet journalist, og du skriver som Tabitha Lasley, så får sådan en historie som denne her vinger. Den oser af troværdighed, fordi hun selv er med i den, og den er fortalt, så selv de mest eventyrlystne havfugle synger. Lasley flyttede efter et brud med sin kæreste op til Aberdeen for at få svar på en masse spørgsmål om en branche, der altid har fascineret hende. Men også ud fra et kønsspørgsmål. For hvordan er du kvinde i den verden? En verden, hvor den sidste kvinde, manden har sex med, før han tager ud på platformen, ikke altid er den kvinde, han er gift med. En verden, hvor ikke mange historier er hemmelige i det lokalsamfund, både aktørerne og dem omkring aktørerne, lever i. En verden, hvor ikke alle hensyn og livsanskuelser reflekterer den politisk korrekte verden, der hersker i storbyerne. Men også en verden med en stiltiende ærlighed og kun få skjulte skeletter i skabene, og hvor uoverensstemmelser bliver klaret med en øl eller en knytnæve og igen hurtigt er ude af verden.
Det her er en herlig, ligefrem og bundreel læseoplevelse. Og jeg håber virkelig, at Lasley interesserer sig for andet end folk på produktionsplatforme. For jeg vil videre ind i hendes nysgerrighed og med på endnu en rejse.
Tabitha Lasley: ”Havtilstand”, Forlaget Vinter, 256 sider, på dansk ved Jakob Levinsen, udkom April 2023.
