Ian Rankin: Et hus af løgne
Ian Rankin har gennem 30 år og 22 romaner ladet os følge John Rebus, kriminalassistenten, som i Skotland jager mordere, svindlere og andre, som ikke har udvist tilstrækkelig respekt for lovens lange arm. 30 år er lang tid, og den pensionerede Rebus har da også fået sværere ved at klare trapperne op til sin lille lejlighed. Også selv om smøgerne og næsten al form for alkohol er stillet på hylden.
Som så mange andre pensionister tuller Rebus nu rundt med sin hund. Men akkurat som hunden har en god næse, så fejler Rebus lugtesans bestemt heller ikke noget, når der er en fært af forbrydelse i luften. Og det er der selvfølgelig i ’Et hus fuldt af løgne’. Liget af en privatdetektiv dukker op i en bil i en kløft nær Edinburgh. Den afdøde forsvandt for 12 år siden, og da det skotske rejsehold dukker ned i sagen, tyder meget på, at den oprindelige efterforskning ikke ligefrem har været verdens grundigste. Sagen berører Rebus, da han var en af de politifolk, der eftersøgte den forsvundne detektiv.
Med vanlig selvtillid får Rebus mast sig ind i arbejdet med opklaringen, og hans gamle protege, Siobhan Clarke kan ikke undslå sig for at tage imod lidt assistance fra sin gamle læremester. Det er ikke nogen nem sag at gå til, da der er mange skjulte dagsordner. Et par politifolk, der ikke har helt rent mel i posen, lægger hindringer i vejen, og medierne griber flere gange forstyrrende ind i efterforskningen. Ikke mindst fordi, at forældrene til den afdøde er gode til at sætte en dagsorden med deres kritik af den oprindelige efterforskning. Blandt de mistænkte er en hævngerrig forretningsmand og en filminstruktør med klamme halvpornografiske skrækfilm som speciale. Så vi har et godt blandet persongalleri, og Rankin præsenterer dem med vanlig præcision i blandet en lavmælt men skarp satirisk tone.
Rankin styrer os med sikker hånd gennem det indviklede plot ting, og sammenstykker over de 424 sider en kompleks fortælling, der trods romanens omfang ikke føles en side for lang. John Rebus får selvfølgelig fat i banditterne, og der er liv i ham til flere romaner endnu, må vi håbe, selv om knoglerne værker lidt, og han må kigge langt efter sin elskede maltwhiskey.
Ian Rankin: Et hus af løgne. Klim, 424 sider. Oversat af Søren K. Barsøe