Niels Brunse: Derfor Shakespeare – en introduktion
Hvem dælen ser Tour de France på tv og læser Shakespeare ved siden af? Øøøøøh, skyldig.
Lige siden min gamle engelsklærer på gymnasiet for snart kriminelt mange år siden introducerede vores klasse for den nok mest kendte forfatter i verdenshistorien, har jeg været fan. Og bare rolig. Jeg ved godt, jeg ikke hører til flertallet. Faktisk var vi kun to i klassen, der for alvor faldt for det finurlige sprog, dobbelttydigheden, de store dramaer og alt det lumre, der luskede rundt lige under overfladen. Og tænk på, at det kun var vores gennemgang af ”Romeo and Juliet”. Det stoppede faktisk der. Bare ikke hos mig.
Jeg begav mig ned på vores lokale bibliotek og begyndte at kigge på nogle hylder, jeg aldrig tidligere havde besøgt. Pludselig stod jeg med flere forskellige bind af Shakespeares værker – og på originalsproget. Jeg var lidt selv ude om det, der skete.
Jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg valgte ”Henry V”, og bare lige for at sikre mig, at alle er med, så er det et romersk ’V’, altså ’Henrik den femte’. Jeg begyndte straks at bladre i den, da jeg kom hjem på mit værelse, og jeg var meget begejstret. Efter et par små sproglige blomster rundt om i stykket, bladrede jeg tilbage til starten og begyndte at læse:
O for a Muse of fire, that would ascend the brightest heaven of invention …
Jeg har valgt at huske det som, at en tåre gled langsomt ned ad min kind. Det var smukkere end noget, jeg nogensinde havde læst. Skal jeg være ærlig, har jeg nok læst det 4-5 gange, for det store tegneserie-spørgsmålstegn fjernede sig fra sin plads over mit hoved, men det minde er jo ikke sjovt, vel?
Min oplevelse med værket var helt fantastisk. Jeg brugte lang tid på det, og skæbnen ville have, at jeg blot tre uger senere kunne se, at udgaven af ”Henry V” med selveste Sir Lawrence Olivier kom i tv. Jeg glædede mig, gjorde klar, slukkede alt lyset og satte mig parat. Og sjældent er jeg blevet så skuffet.
Nu må I ikke misforstå det. Sir Lawrence Olivier var fantastisk i denne sort-hvide film (i dag er der kommet farver på), der er optaget på selveste Globe Theatre, hvor Shakespeare selv opsatte sine stykker. Publikum var synlige i filmen, som om Olivier optrådte dengang i 1599, da stykket for første gang blev opsat. Nej, jeg var skuffet over mig selv og det, jeg troede var mine nyfundne evner til på egen hånd at tage et værk af Shakespeare på engelsk og fange alt, hvad der var at fange på den helt rigtige måde. Men der, hvor jeg havde grinet, var det sørgeligt i Oliviers udgave, og der, hvor jeg havde fundet det spændende, var der latter og højt humør på den sort-hvide skærm foran mig. Jeg var reduceret til en novice – igen.
Jeg gav ikke op. Jeg blev ved at læse Shakespeare – ofte med forklarende noter. Jeg lærte mere og mere og forstod mere og mere, men jeg holdt mig fra ”Henry V”. Jeg var ikke parat endnu. Det ændrede sig brat i 1989, da den blot 29-årige Kenneth Branagh blev nomineret til oscars i stort set alle de største kategorier for sin dengang spritnye udgave af ”Henry V”. Jeg besluttede mig for at gå ind og se filmen.
Hvor jeg havde moret mig, var det sjovt i denne udgave, og hvor jeg havde følt spænding, var det spændende. Det er næsten pinligt at konkludere, at det jo blot var en fortolkning af en tekst, og at der i princippet aldrig havde været noget galt med min fortolkning, da jeg læste den første gang. Olivier havde blot en anden tilgang til teksten. Og mens Kenneth Branaghs udgave af filmen løb over lærredet, blev jeg mere og mere bjergtaget. Jeg havde aldrig oplevet så unik en sammensmeltning af skuespil, rammer, fortolkning og tekst. Det var en fuldstændig enestående oplevelse, og den dag i dag er ”Henry V” den absolut bedste film, jeg nogensinde har set – i hvert fald min største filmoplevelse.
Det var en lang forhistorie, og jeg håber, I undskylder, men jeg synes, det er fair at vide, hvorfra min egen oplevelse med Shakespeare stammer, før I læser min anmeldelse af Niels Brunses bog ”Derfor Shakespeare – en introduktion”.
Det er let at se, at Brunse er en virkelig kender. Han har dyrket alle skuespillene, men vores udgangspunkt er forskellig. Han har også dyrket det på dansk og er ekspert i de danske oversættelser. Dem har jeg aldrig beskæftiget mig med. Jeg kan dog se ved de mange fine eksempler, Brunse medtager i bogen, at de er værd at studere nærmere, for der er virkelig lagt et stort arbejde i at oversætte og fortolke teksterne på en helt unik facon.
I bogen gennemgår Brunse meget kort de enkelte skuespil. Du får hovedhandlingen i de fleste, og du lærer de mange figurer at kende lige fra drillealfen Puk fra ”En skærsommernats drøm” over den jødiske Shylock i ”Købmanden fra Venedig” til den handicappede konge i ”Richard III”. Du lærer handlingen at kende og ser figurernes betydning både i samtiden og i dag.
Brunse laver også en masse sammenligninger mellem stykkerne og laver med mellemrum referencer til originalteksten på engelsk. Jeg vil sige det sådan, at når titlen på en bog er ”Derfor Shakespeare”, så er jeg med det samme interesseret. Og når forfatteren så laver så enkel og lækker en tilgang til det, der må siges at være forholdsvist vanskeligt materiale, så er jeg faktisk gange begejstret.
Er du selv fan af Shakespeare og kender til hans værker, så lærer du måske ikke så meget nyt her. Men er du nybegynder og nysgerrig, så får du ikke et meget bedre værktøj i hånden end denne bog, og jeg vil endda tillade mig at påstå, at den kan være springbrættet til videre uddybning af dette helt igennem fænomenale univers.
Så, tak til Niels Brunse. Jeg er selv lidt kender, stor fan og meget begejstret læser af Shakespeare’s værker. Og nu er jeg lige blevet inspireret til at læse ”Cymbeline”, som jeg sidst stiftede bekendtskab med i Cornwall for 26 år siden, da min kære hustru og jeg var på ferie og ikke kunne dy os for at købe billetter til stykket i solnedgangen på Minack Open Air Theatre. Nyd den nye verden. Og start gerne med Brunses bog.
Niels Brunse: ”Derfor Shakespeare – en introduktion”, Forlaget Gyldendal, 212 sider, udkom marts 2023.
Læs også:
William Shakespeare: Hamlet
