// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jennifer Lee Carrell: Shakespeare forbandelsen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Jennifer Lee Carrell: Shakespeare forbandelsen

Skrevet af den 19. november 2010 – 09:34Ingen kommentarer

Da Kate Stanley bliver bedt om at lave en opsætning af Shakespeare skuespillet Macbeth af alle tiders største Macbeth skuespillerinde, Lady Nairn, siger hun straks ja. Lady Nairn bor på borgen Dunsinane, som indgår i Macbeth skuespillet, og det er ganske passende her, at skuespillet skal sættes op.

Men alt er ikke ligetil på Dunsinane. Lady Nairns mand er lige død under mistænkelige omstændigheder, mens han ledte efter en forsvunden version af Macbeth skuespillet. Så for at fuldføre sin mands værk, vil Lady Nairn også gerne have Kate til at finde den forsvundne version af Macbeth. Og herfra går det ned ad bakke. Folk med relation til skuespillet og dets opsætning på borgen begynder at dø på blodig vis, og det lader til at have at gøre med den beskrivelse af magiske ritualer, som den forsvundne version af Macbeth skuespillet siges at indeholde. Det bliver nu bydende nødvendigt at finde det forsvundne skuespil før morderen får fingre i det.

Kunne du lide Da Vinci-mysteriet, kan denne bog være noget for dig. Elementerne er de samme; her er en hovedperson, som på grund af sin ekspertviden på området hvirvles ind i begivenhederne, her er et plot med rødder langt tilbage til fortiden, her er hæsblæsende jagter, smukke kvinder og skurke gennemsyret af ondskab. Det er generelt en god opskrift på en krimi, og det fungerer også udmærket her. Handlingen i nutiden er blandet med et tilbageblik på fortiden, så begivenheder før og nu lænkes sammen. Det er ret fint, om end de sidste af kapitlerne om fortiden springer lidt i det.

Bogen er generelt spændende, men er til tider lidt utroværdig i sit persongalleri. Personerne er for stereotype til rigtigt at ramme hjertet, med undtagelse af hovedpersonen, som lander meget godt i midten, og selv her skal der først ordentligt gang i plottet inden man rigtigt fatter sympati for hende. Men i denne genre er et nuanceret persongalleri ikke altid udslagsgivende for, om man er underholdt eller ej, og her er der sørget for underholdningen, så man keder sig ikke.

Udover selve historien om Kate Stanley og det forsvundne manuskript indeholder bogen også et udmærket afsluttende afsnit med forfatterens bemærkninger om MacBeth skuespillet og om hvordan historien om det er vævet ind i romanen. Det er lidt en facts vs. fiction beskrivelse af bogen, som er ganske interessant. Det er ikke noget, der ændrer på handlingen i bogen, men det er fint for den videbegærlige læser, der godt kunne tænke sig at vide lidt mere om historien bag skuespillet og om de historiske personer i romanen.

Shakespeare forbandelsen er anden bog i en serie om Kate Stanley og de mørkere sider af Shakespeare. Den første hedder Shakespeares hemmelighed og udkom på dansk i 2009. Det er ikke nødvendigt at have læst Shakespeares hemmelighed for at kunne læse Shakespeare forbandelsen.

Jennifer Lee Carrell, Shakespeares forbandelse, Forlaget Punktum, 2010

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.