// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bjarne Gertz: Shakespeares rivaler
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Antologi, Digte, Historie, klassiker, Lyrik

Bjarne Gertz: Shakespeares rivaler

Skrevet af den 24. november 2020 – 06:23Ingen kommentarer

Shakespeares rivaler er en glimrende og detaljeret indføring i sonettens liv og historie. Der er strukturelle analyser, som tager udgangspunkt i sonettens indtog i engelsk litteratur, hvor Henry Howard Surrey og Thomas Wyatt er ansvarlige for at bringe denne digtform fra Italien til England. Derfra bevæger vi os kronologisk fremad, og Bjarne Gertz fint belyser udviklingen fra digter til digter.

Samtidigt og efterfølgende i senere kapitler bliver vi taget ved hånden, mens Gertz analyserer sig gennem både de forskellige digteres arbejde med sonetter, og hvad sonetter egentlig er for noget.

Bogen er opdelt i to overordnede dele. Første del tager som nævnt læseren på en historisk gennemgang af sonettens udvikling og har en analytisk fremlæggelse af sonetten. I anden del får vi lov til at få glæde af et udvalg af alle de i bogen nævnte sonetdigteres værker – som en antologi over netop Shakespeares rivaler i sonetdigtning.

Sjældent har jeg læst en akademisk stræbende eller sprogligt analyserende tekst så nemt og hurtigt som denne. Der er naturligvis en række fagudtryk og termer fra lyrikken og sonetten, som man skal have et overblik over for at kunne følge med, men derudover er sproget og tonen i bogen flydende og til at gå til. Det hjælper måske også på det, hvis man har en nørdet interesse.

Det er interessant, at Shakespeare hele tiden lurer i kulissen, og selvom det er en bog, som beskæftiger sig med alle andre end Shakespeare, så fylder han stadig en del indirekte og mellem linjerne – som kontrast og målestok.

Men det er faktisk fint at tage et udgangspunkt, der hedder, at man kigger på alle dem uden om Shakespeare. På den måde kan de andre digtere her i bogen også få lidt velfortjent taletid. Der er nemlig flere af dem, som er ganske glimrende.

For mig har det et været en nostalgisk rejse tilbage til mit første eller andet år på universitet, hvor vi netop studerede engelsk 1500- og 1600-tals litteratur med fokus på Shakespeare og blandt andre flere af denne bogs digtere, herunder sir Philip Sidney, Edmund Spenser og Samuel Daniel.

Jeg vil gerne anbefale bogen til alle andre litteraturnørder, som har en forkærlighed for lyrik og gerne sonetter. Den er også yderst velegnet, hvis man synes, at sonetter er interessante, men man har været skræmt af dem. Her er en bog, der kan hjælpe de mindre erfarne sonetelskere på vej.

Bjarne Gertz: Shakespeares rivaler. Det Poetiske Bureaus Forlag, maj 2020. 538 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.