// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Eva Grübl: Et liv for fred
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie, Historisk roman, Kvinder

Eva Grübl: Et liv for fred

Skrevet af den 25. april 2023 – 06:16Ingen kommentarer

Har du hørt om Bertha von Suttner? Jeg havde aldrig hverken hørt eller læst om hende, selvom hun er den første kvindelige modtager af Nobels Fredspris. I Gutkinds serie Historiens enestående kvinder fortælles i romanform historien om forskellige bemærkelsesværdige kvinder, som skilte sig ud i deres samtid, men som på en eller anden måde alligevel er blevet udeladt af historiebøgerne.

Som 29-årig bliver østrigske Bertha i 1873 ansat som guvernante hos baron von Suttner. Hun nyder arbejdet med de unge mennesker, men forelsker sig hovedkulds i Arthur, familiens yngste søn. Da deres forhold bliver afsløret, må Bertha opgive sin store kærlighed, og hun flytter til Paris for at undgå en skandale.

Her bliver hun ansat som sekretær for den kendte kemiker Alfred Nobel. De to danner et varmt og livslangt venskab, selvom de er meget forskellige. Bertha vil kæmpe for en fredelig verden uden krig og våben, mens Nobel tjener sine penge på dynamit. Bedst som Bertha er ved at have styr på sit liv som arbejdende kvinde i Paris, dukker Arthur op igen, og hun må gøre op med sig selv, hvilken livsvej hun skal vælge.

Bogen er en interessant beretning om en spændende kvinde, der virkelig var forud for sin tid. Bertha von Suttner viede sit liv til at kæmpe for en verdensomspændende nedrustning. Hendes idéer om f.eks. et europæisk økonomisk fællesskab, en international voldgiftsdomstol og en krigsforbryderdomstol, som i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet blev hånet for at være naive og ren utopi, er i dag blevet til virkelighed. Hun forblev en nær ven af Alfred Nobel og opfordrede ham livet igennem til at oprette en stiftelse for fred. Da han døde, havde han testamenteret en stor del af sin enorme formue til en sådan stiftelse, og således opstod Nobels Fredspris.

Hun skrev ligeledes et væld af artikler og bøger, der gjorde op med især overklassens forherligelse af krig og det ærefulde ved at dø i kamp. Hendes mest kendte værk er romanen Ned med våbnene, der blev solgt til udgivelse i 12 lande og blev filmatiseret med manuskript af danske Carl Th. Dreyer.

Romanen er et spændende indblik i en usædvanlig kvindes liv og arbejde. Den er lidt til den lange side og kunne have været skåret lidt skarpere til, men den er bestemt læseværdig – især hvis du gerne vil blive klogere på de mange kvinder, der har været med til at forme verdenshistorien, men som aldrig har fået deres plads i historiebøgerne.

Du kan læse vores anmeldelser af de andre bøger i serien her.

Eva Grübl, Et liv for fred, Gutkind, 380 sider, oversat af Jacob Jonia, marts 2023

Der er lukket for kommentarer.