Nona Fernández: Twilight Zone
Denne beretning er grusom – også selvom det ikke er alt i den, der er dokumentarisk fremstillet. Men sådan er det med de fleste fortællinger fra Pinochet-styrets tid i Chile. Selv en roman om emnet kan være forfærdelig. Og denne fortælling er på ingen måder rar.
Vi begynder egentlig i Chile i 1984, hvor en mand henvender sig til en journalist med et relativt simpelt men meget banebrydende ønske. Han har arbejdet for Pinochet-styret og vil fortælle om de grusomheder, han har været en del af. Han har blandt andet selv været med til at tortere folk.
Andrés Antonio Valenzuela Morales var overkonstabel af 2. grad i de væbnede styrker, og han har prøvet alt det forfærdelige, du næsten ikke tør tænke på. Og da han stod frem, var det både et journalistisk scoop og en helt igennem vanvittig fortælling, der var med til at overbevise de sidste tvivlere om, hvad der foregik i Chile under præsident Augusto Pinochet.
Fernández skriver om dette helt igennem grusomme emne med nærmest misundelsesværdig afslappende ubesvær. Alt i handlingen er kontroversielt, men hendes fremstilling er ligefrem og meget ukontroversiel og let. Det kan i sig selv virke vanskeligt at håndtere, men det har den effekt på en læser som mig, at i stedet for at bidrage med mørke og dystre tanker til én i forvejen mørk og dyster historie, så hjælper hun mig gennem fortællingen, uden at jeg skal sidde og hulke mig gennem handlingen.
Skulle du have samme oplevelse, er det vigtigt at påpege, at Fernández på ingen måde benytter sig af denne fortælleform for at fremstille de voldsomme begivenheder som mindre grusomme, end de faktisk var. Det kan nemlig være risikoen ved denne metode. Begivenhederne bliver fordrejede i vores hoveder og virker ikke så dramatiske, som de blev oplevet.
Men hvordan skal du skrive om statssanktioneret tortur mod egne borgere? Hvordan skriver man om folk, der har skåret lemmer af andre mennesker? Hvordan videregiver man ægte rædsel og en hverdag, hvor du som almindelig borger til enhver tid kunne miste et familiemedlem eller dit eget liv, hvis det faldt i enkelte personers smag, at nu var det din tur? Ja, du kan i detaljer beskrive, hvordan de fik mennesker til at tale eller forsvinde. Det er gjort mange gange før. Det virker stærkt, men også drænende. Eller du kan gøre det med en let distance og i et mere nutidigt og lettere sprog, så du får folk med hele vejen gennem historien – og måske i samme åndedræt får håndteret eventuelle egne spøgelser.
Det er svært for mig at bestemme mig endeligt for, hvad jeg synes om bogen. For selvom jeg lærer meget og får mange nye oplysninger om et emne fra vores verden, og at det altid er positivt, kan jeg simpelthen ikke afgøre, om jeg ser det som lidt mangel på respekt, at Fernández har valgt at fortælle historien, som hun har, eller om det netop er årsagen til, at jeg faktisk tænker ekstra meget over den og får endnu mere ud af den. Jeg er langt fra provokeret eller fornærmet, så jeg hælder til, at jeg blot har fået en ny og ekstremt interessant oplevelse. Og hvem kan ikke lide sådan én?
Nona Fernández: ”Twilight Zone”, Forlaget Jensen & Dalgaard, 240 sider, på dansk ved Anne Brinch, udkom november 2022.
Læs også:
Miguel Bonnefoy: Arven
