Isabel Allendes debutroman tog verden med storm, da den udkom første gang i 1982. En medrivende familiesaga over tre generationer om kærlighed og (klasse)kamp i det 20. århundredes Chile – en kamp, der på udgivelsestidspunktet så ud til at være tabt for demokratiet til diktatoren Pinochet. Det skadede bestemt heller ikke bogen, at Isabel Allende er niece til præsident Allende, der blev myrdet under et CIA-støttet kup i 1973.

Esteban Trueba er en ung og ærgerrig mand i århundredes begyndelse. Han er dygtig og hårdtarbejdende, men også brutal og konservativ. Han får rejst familiegodset fra ruin til mønsterlandbrug, men undertrykker enhver form for faglig sammenslutning blandt sine bønder – og så har han for vane at voldtage bøndernes kvinder.

Esteban forelsker sig i den usædvanligt smukke Rosa, men da hun på tragisk vis dør, gifter han sig i stedet med hendes clairvoyante og temmelig sære lillesøster Clara. Clara kan få saltbøssen til at bevæge sig uden at røre ved den, klaveret til at spille med låget lukket og er i kontakt med ånder fra den anden side.

Det bliver et stormfuldt ægteskab, der resulterer i datteren Blanca. Desværre for Esteban forelsker hun sig i en revolutionær sanger, så mens hendes far forfølger en politisk karriere som senator, sniger datteren sig ud på romantisk eventyr med denne (af faderen) forhadte socialist. Det resulterer også i en datter, og sådan kunne fortællingen måske være fortsat gennem generationerne, hvis det ikke til alles overraskelse viser sig, at socialisterne en dag vinder valget, og Esteban blæser nu til kamp mod en ellers demokratisk valgt regering. Det ender ikke godt, som alle med en historiebog vil vide.

Jeg læste første gang Åndernes Hus som overspændt teenager, og var fascineret af den spirituelle side af romanen. Den magiske realisme med den hvidklædte Clara og af skæbnen som faktor i menneskernes liv. Som voksen læser jeg bogen mere politisk, og lader mig rive med af beskrivelserne af uretfærdighederne i det chilenske samfund, af brutaliteten ved generalernes kup – og rent litteræret ved det kæmpestore og fascinerende persongalleri. Javist kan man blive lidt træt af, at alle tilsyneladende møder deres store kærlighed i ung alder og holder ved den livet igennem – men lad det ligge, og lad dig i stedet rive med af en af de store chilenske romaner, der byder på drama, kærlighed, familie, mystik og ikke mindst politisk kamp.

Åndernes Hus er filmatiseret af danske Bille August i 1993.

Denne anmeldelse af en del af Bogbloggers tema ”Februar-klassikere”. Du kan læse mere om vores klassikermåned her, hvor der også er en liste over månedens klassikeranmeldelser.

Isabel Allende: Åndernes Hus. 395 sider, Samlerens Bogklub. Oversat af Sanne Bertram, 1985