Gertrud Tinning: En uretfærdig tid
Er du til danske historiske romaner med fokus på kvinders forhold i familien og på arbejdsmarkedet? Det vidste jeg ikke jeg var, før jeg læste denne fremragende, oplysende og interessante roman.
København 1885. Nelly og Marie arbejder på Rubens klædefabrik. De passer hver en af de store maskinvæve. Arbejdet er hårdt og farligt med få pauser. En dag går det galt. Marie kommer alvorligt til skade i en arbejdsulykke. Nelly forsøger at skaffe hjælp, men møder kun modstand. På fabrikken tæller produktion over mennesker. Som læser bliver vi vidner til helt urimelige arbejdsforhold, som dengang var helt normale. Meget er heldigvis ændret siden på arbejdsmarkedet, men ikke af sig selv. Forandringerne kan vi takke de seje modige folk, der gjorde oprør og viste magthaverne modstand for.
På samme tid på en gård i Jylland møder vi Anna. Hendes familie ser hende gerne gift med den rige gårdejer Peder. Anna har dog andre planer for sit kærligheds- og arbejdsliv og stik imod familiens ønske, drager hun til København. De to kvinders historie flettes naturligvis sammen og Anna får kenskab til, hvor grelt det står til med arbejdsforholdene på Rubens klædefabrik.
Det er helt grundlæggende spændende at følge kvinderne og at læse om levevilkår, fattigdom, København, byliv, arbejdsmarkedet, undertrykkelse, tøj, mad og de andre historiske fakta, der elegant er drysset udover romanens mange (men slet ikke for mange) sider. Et par gange går det hele lidt for let op ved, at tilfældigheder får folks veje til at krydses. Men hvis man ser bort fra det og holder fokus på den primære fortælling om en helt uretfærdig tid får man en medrivende pageturner af en historisk roman.
For nylig udkom romanen Dagmars svære valg, som er en selvstændig fortsættelse til En uretfærdig tid. I Dagmars svære valg er vi fremme i 1913, hvor Dagmar ønsker sig et barn og Anna kæmper for kvinders stemmeret. Den kaster jeg mig snart over.
En uretfærdig tid anbefales til læsere af historiske romaner som Grevinden af Henriette Rostrup, Halvt i himlen af Lone Hørslev og Der hvor du ikke vil hen af Astrid Saalbach.
Gertrud Tinning, En uretfærdig tid, Politikens forlag, September 2019, 464 sider.