// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Eske Willerslev: Det er et fucking eventyr
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Erindringer, Fortællinger, Gaveide, Historie, Livsstil, Oldtiden, Videnskab

Eske Willerslev: Det er et fucking eventyr

Skrevet af den 24. august 2022 – 06:10Ingen kommentarer

Nogle gange er skrivestil og fortælleform mindre vigtig end andre gange. Finurligt sprogbrug og særligt konstruerede sætninger kan være ustyrligt smukke og give fortællinger et helt særligt liv. Andre gange skal du bare have det rigtige menneske med den rigtige historie. Eske Willerslev er på alle måder det helt rigtige menneske. Og hans historie er fuldstændig enestående.

I dag er Eske Willerslev én af verdens mest anerkendte DNA-forskere og hans arbejde med evolutionær genetik er fuldstændig enestående. Han har en doktorgrad fra Københavns Universitet, men da han i 2015 blev udnævnt til Prince Philip Professor på University of Cambridge, fandt han ud af, at man kun kunne være iført den fine røde kappe, hvis man rent faktisk havde afleveret en doktorgrad på Cambridge. Så nu har han to doktorgrader.

Sådan er Eske Willerslev. Han er målrettet, stålfast og har et helt særligt tag på genetik, der betyder, at folk fra hele verden konstant henvender sig til ham for at få hjælp. Men han har også en anden egenskab, og det er nok den egenskab, størstedelen af ”Det er et fucking eventyr” handler om. For selvom Willerslev udmærket ved, at han selv hører til blandt de førende videnskabsmænd i verden, så er det på intet tidspunkt sådan, han omtaler sig selv. I flere af bogens fascinerende eksempler på opgaver, han er blevet kaldt ud til, fortæller han, hvordan han står mellem eksempelvis et originalt folk og videnskaben og skal afgøre nogle sager ved hjælp af DNA. Og det er her, denne bog bliver unik og fascinerende.

Der var nemlig engang … Jeg har lyst til at fortælle om bogen på den måde, fordi hans liv faktisk i store træk har været et eventyr, nøjagtigt som hans titel indikerer. Det er for eksempel nok ikke mange drenge, der som syv-årige sidder i en villa i Hellerup og hvis største drøm det er at blive pelsjæger i Canada. Eller det er der måske. Der er blot nok ikke mange, der så rent faktisk når det. Willerslev tog den endda skridtet videre og blev pelsjæger i Sibirien.

Flere af hans fortællinger viser, at vi faktisk bør være glade for, at han overhovedet er her endnu, fordi mange af hans ekspeditioner har været med livet som indsats. Han har oplevet at fare vild om aftenen i Sibirien og overleve en nat i 50 minusgrader i en skovbund. Jeg behøver ikke flere eksempler, gør jeg?

I sine helt unge dage tog han med sin tvillingebror, Rane, med forskellige stakkels frivillige på vildmarksture i Lapland og længere nordpå. Det udviklede sig til at blive en hel livsstil, der på sigt bragte ham i kontakt med den sidste af et folk – jukagirerne – i hvert fald den sidste, der talte sit unikkes sprog – videre til interessen for uddøde folk, hjem til studier og tilbage til naturen for at studere historien i virkeligheden.

Modstanden fra egne videnskabsrækker er kommet på grund af den åbenhed, Willerslev har overfor sagaer, historier og oprindelige fortællinger, som han nemlig tillægger meget stor værdi og gør til en stor del af sine fund og opdagelser. Det lærer vi både mere om i kapitlerne om Kennewick-manden og Spirit Cave-mumien.

Der er intet kapitel af bogen, jeg vil anbefale at springe over. Det hele er fascinerende på hver sin måde. Og jeg har lidt på fornemmelsen, at manden ville kunne få selv den mest kedelige fortælling gjort spændende, hvis vi lige gav ham ti minutter med den. Det eneste, jeg ærgrer mig over, er, at jeg ikke læste bogen i lyset fra måneskin og gnisterne fra et bål under en iskold himmel iført en pels i det nordlige Sibirien. For så ville jeg have fysisk mærket alt det, jeg følelsesmæssigt mærkede, da jeg læse den.

Eske Willerslev: ”Det er et fucking eventyr”, Forlaget Gyldendal, 264 sider, udkom juni 2022.

Læs også:
Gertrude Kiel: Hvad himlen kan fortælle os – Videnskabshistorier for børn
Leif Sønderberg Petersen: Lev livet godt og bæredygtigt
Jacob Skyggebjerg: Inderkredsen

Der er lukket for kommentarer.