// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Daisy Johnson: Under overfladen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Debutant, Roman

Daisy Johnson: Under overfladen

Skrevet af den 19. oktober 2022 – 06:10Ingen kommentarer

Daisy Johnsons debutroman ”Under overfladen” blev nomineret til en lang række prominente forfatterpriser, her iblandt den meget anerkendte Man Booker Price. Det kan jeg egentlig godt forstå. Det er nemlig en bog, hvis handling er næsten lige så minutiøst konstrueret som den måde, den er skrevet på. Alt har en betydning; hver en lille detalje i handlingen passer ind i et større billede, og den særlige måde, den er formidlet på, er ment som en støtte til netop dette.

Derfor er der heller ingen tvivl om, at dette er et reelt literært værk – et kunstværk med rødder og fangarme ud i mange afkroge af fortællekunstens værktøjshal. Og er du til denne slags storkonstruerede fortællinger, så skal du lede længe efter en bog, der rammer så direkte som ”Under overfladen”.

Forlaget Screaming Books har også hentet én af de mest roste oversættere ind til at levere den danske udgave. Rasmus Hastrup er blandt andet kendt for sine oversættelser af bøger fra så store forfattere som Paul Auster, Siri Hustvedt og John Irving. Det er også Hastrup, der står bag nyoversættelsen af George Orwells nok mest kendte bog ”1984”.

Alt er på plads. En nærmest poetisk fortælling, en udfordrende formidling og et hold af professionelle til at sende det hele af sted. Så er dette derfor den ultimative bog til litteraturelskere? Er det her fortællingen, der ender alle fortællinger? Tjah, måske for en del læsere. Men der er også en risiko ved denne slags meget unikke værker. For hvad nu, hvis du måske ikke føler, at eksempelvis 2. person-formen er rar at læse gennem en hel bog? Eller hvad nu hvis du synes, at formen er okay, men den er ikke holdt skarp nok gennem fortællingen? Jo, jo, du kan anerkende værkets genialitet og forsøget på at ramme noget helt unikt og derefter lægge den fra dig og sige til dig selv, at det ikke lige var noget for dig. Det kan du jo altid. Men oftest er det en handling eller en grundlæggende skrivestil, der enten trækker læserne ind eller sender dem væk. Hvad nu, hvis handlingen er god, og fortællingen er godt formidlet, men alle de ekstra konstruerede tiltag én efter én også får læserne til at trække i håndbremsen og sige: ”uha, den er jeg vist ikke parat til lige nu!”?

Når jeg stiller spørgsmålet på denne måde, er det fordi, jeg selv læste bogen over 4-5 dage. For mig var den alt for intenst til at klare i én læsning. Og her lagde jeg så mærke til, at flere ting på forskellige tidspunkter begyndte at irritere mig en smule. Det var altså ikke samme opfattelse, jeg havde af Daisy Johnsons skrivestil og brug af særlige litterære værktøjer om fredagen, som jeg havde om søndagen. Og for mig personligt betyder det nok, at fortællingen var en tand for konstrueret. Det er ikke en roman. Og det er ikke poesi. Det er heller ikke mytologi. Og jeg kunne blive ved med at fortælle, hvad bogen ikke er. Men det er overordentligt svært for mig at beskrive, hvad den så rent faktisk er.

Har du læst den og er vild med måden, hvorpå Johnson formidler handlingen om Sarah og datteren Gretel, så vil jeg nok nikke og sige, at det kan jeg dælme godt forstå. Er du selv forfatter og ved, at 2. person-stilen er den nok sværeste form, og du derfor ikke synes, at Johnson rammer den rigtigt, så vil jeg nok også sige, at du har ret. Der er nok for meget klassisk dialog til at understøtte den rene ’du’-form. Men vil du så til gengæld påstå, at det virker som et meget bevidst valg, og der slet ikke er tale om en nyopfundet form, så kan jeg nok heller ikke finde mange argumenter imod.

Sådan kan jeg blive ved. Det ene øjeblik er jeg vild med det. Det næste øjeblik er jeg ikke. Tilbage står, at jeg udmærket forstår, hvorfor ”Under overfladen” blev nomineret til så mange priser. Men jeg forstår også godt, at den ikke vandt dem alle sammen.

Læs den selv, og se, hvad du synes. Et faktum er, at bogen er meget rost, og at den skaber noget nyt og spændende. Og det hilser jeg altid velkommen.

Daisy Johnson: ”Under overfladen”, Forlaget Screaming Books, 264 sider, på dansk ved Rasmus Hastrup, udkom september 2022.

Læs også:
Claudia Westh Lonning: Pigen fra Vestkysten – en roman om besættelsen

Andreas Merkel: Mit liv som tennisroman

Georgi Gospodinov: En naturlig roman

Der er lukket for kommentarer.