Claudia Westh Lonning: Pigen fra Vestkysten – en roman om besættelsen
Klokken 17.45 den 4. september 1939 kaster en britisk pilot ved en fejl fire bomber over Esbjerg og skaber panik. En urovækkende tanke om, at krigen nærmer sig med hastige skridt, indfinder sig hos esbjergenserne, og Margrethe, som netop er trådt ind i ungdomsårene, med hvad der hører sig til, er næppe klar over, hvilken drejning hendes liv er ved at tage.
Vi følger Margrethe fra 1939 og i årene efter krigens afslutning. Vi mærker krigens afsavn, katastrofer og den nagende uvished om, hvornår den vil ende. Det slider på den ellers fasttømrede familie, og Margrethes far og onkel rager uklar. For krigen får desperationen frem i alle, og en hemmelighed, Margrethe aldrig har været inddraget i, skaber en kløft så stor i familien, at den synes uoprettelig.
Men det er ikke den eneste forandring, Margrethe mærker, for hendes kæreste, Jens Peter, lider selv gevaldigt under krigen, da hans far bliver sat i fængsel anklaget for at være kommunist og efterlader Peters mor alene med de små. Og pludselig er det, som om at de unge mennesker skal være voksne alt, alt for tidligt.
Pigen fra Vestkysten er en fin roman om at vokse op under krigen og årene derefter. Der ligger en masse research til grund for historien, og det mærkes tydeligt i detaljeomfanget i de forskellige perioder af Margrethes liv. Ingen historisk roman uden en kærlighedshistorie, og det får vi i den grad også her. Endda en der forbavser ved romanens slutning.
Min eneste anke ved bogen er, at den er for lang. Den første halvdel af bogen fangede mig ikke – måske fordi forfatteren ville fortælle mig så meget om hverdagslivet under 2. verdenskrig, at jeg blev mættet af dets trivialiteter. Jeg kom da også godt halvvejs gennem historien, før historien tog fat, og det er også sidste del af bogen, der stadig hænger ved, og som løfter bogen til det, jeg vil mene, er en god solid historie om at være ung under krigen, og hvordan krigen på godt og ondt formede de mennesker, der oplevede den tid.
Claudia Westh Lonning: Pigen fra Vestkysten, Forlaget Forfatterskabet.dk, 500 sider, 4. juni 2021