Mikkel Toksvig: Farvel til business bullshit
Det er relativt få virksomheder og direktører, der formår at lave god involverende formidling. Det er i og for sig ikke en nyhed. Det er et faktum baseret på, at det er noget, de aldrig har lært. Nu skal jeg passe på med at generalisere, men det hænger meget ofte sådan sammen, at jo større en virksomhed er, des længere er der mellem de budskaber, han eller hun formidler og de, som den menige medarbejder faktisk forstår og implementerer i deres daglige virke. Det kan der være rigtige mange gode årsager til. Mikkel Toksvig har i sin bog ”Farvel til business bullshit” et godt bud på et af de bærende og gennemgående elementer.
Jeg har selv haft meget med store virksomheder at gøre, og i dag arbejder jeg fast for én af Danmarks største. Så når Toksvig peger på det ofte farverige men også meget monotone og tørre forretningssprog som en af de største barrierer mellem ledelsen og medarbejderne, så vil jeg – med udgangspunkt i min egen erfaring – tillade mig at nikke samtykkende. Han har simpelthen ret – også selvom enkelte af hans påstande måske har flere underliggende årsager, end han når at tage med i sin kritik.
Det værste er brugen af ord og fraser, der enten er så meta eller så konstruerede, at de med nød og næppe lyder godt på et stykke papir og på intet tidspunkt har en chance for at blive godt og rigtigt modtaget af dem, der er ment som modtagere. Det gælder ’Must-win battles’, ’agilitet’, ’kunden i centrum’, ’can-do mentalitet’, ’fælles rejse’, ’spille hinanden gode’ og hundredevis af andre indholdsløse og fortolkningsgaranterede ord og fraser. Toksvig kalder det ’business bullshit’.
Lad mig også nævne det stadig stigende brug af engelske ord i dansk kommunikation. Jeg tror, han egentlig er klar over og accepterer, at meget af den værste ’business bullshit’ tit kommer fra lærebøger skrevet på engelsk, hvilket naturligvis betyder, at det bliver en skjult legitim genvej for mange mellemledere blot at tage det eller de oprindelige ord fra det originale engelske budskab og bruge det videre i den danske fortolkning til de enkelte medarbejdere.
Det, han nok også ved, men som jeg ikke helt mener, han når at anerkende, er, at mange store virksomheder i dag i deres desperate søgen efter at være ægte globale forretninger faktisk har indført engelsk som deres hovedsprog. Det betyder, at de engelske ord i en plan, et projekt, en strategi faktisk aldrig bliver oversat til dansk, og at lokale ledere i Danmark i reel frygt for ikke at ramme det helt rigtige ord på dansk måske blot vælger at formidle det originale. Jeg er enig med Toksvig i konklusionen. Det er lidt dovent og elitært, og det udvander skarpheden i budskabet. Ikke mange forstår dem. Og ingen forstår, hvordan de skal bruge dem. Alligevel bliver de igen og igen brugt i kommunikationen.
På min arbejdsplads er vi verdensmester i business bullshit. Vores seneste er ’employee value proposition’. Indtil videre har ingen – og jeg har testet på over 15 af mine nærmeste og ganske intelligente kolleger – kunnet forklare mig, hvad det betyder. Ingen forstår det. Alligevel er nogen blevet overbevist om, at det nærmest skal være hele fundamentet for vores tiltrækning af nye talenter.
Okay, det er let at skrive det her. Jeg sad jo ikke med ved bordet, da idéen blev ’solgt’, men – igen med udgangspunkt i min egen erfaring – jeg efterspørger simpelthen, at relevante ledere på disse møder lidt oftere tør række armen i vejret og spørge: Hvorfor? Hvorfor skal vi kommunikere dette? Hvorfor skal vi gøre det på denne måde? Hvorfor må vi ikke oversætte det til noget, folk kan forstår og bruge? Hvorfor skal vores medarbejdere interessere sig for dette? Hvorfor skal de åbne det, klikke på det, se det, lytte til det? Hvorfor?
I stedet sidder de stiltiende og nikker og klapper i hænderne, som om den dybe tallerken var blevet opfundet. Det frembringer jo billeder for min indre nethinde om moderen i filmen ”The Nutty Professor” – spillet af Eddie Murphy – der med sit bredeste smil sidder og klapper lystigt i hænderne, mens hun gentager: ”Hercules! Hercules! Hercules!” Forskellen er, at hun ved, hvorfor hun klapper. Og i øvrigt: Den dybe tallerken er allerede blevet opfundet.
Det rigtigt gode ved bogen er, at Toksvig ikke blot skælder ud og udstiller de sproglige fadæser, virksomheder dagligt begår. Han forklarer, perspektiverer og illustrerer, så du på intet tidspunkt er i tvivl om, at han har ret. Du skal nærmest have et skarpt skåret, helt stift DJØF-bræt plantet hele vejen op ad rygsøjlen og være iklædt et skinnende McKinsey outfit, hvis du affejer dette og ikke i stedet overvejer dit valg af sprog næste gang, du skal foreslå en virksomhed indholdet i deres nye strategi eller blot skal hjælpe dem med at formidle budskaber, som medarbejderne rent faktisk skal kunne forstå, omfavne og bruge.
Bogen er proppet med gode og levende eksempler, og på den måde bliver den meget brugbar og et reelt værktøj, du kan tage og vappe den næste leder over nallerne med, hvis denne siger noget pladder som: flexible, agile, lean, flaskehals, transformation eller bruger titlen ’scrum master’.
Mikkel Toksvig: ”Farvel til business bullshit”, Akademisk Forlag, 239 sider, udkom april 2022.
Læs også:
Dennis Nørmark: Tilbage til arbejdet
Morten Münster: Jytte vender tilbage
Anders Langballe: Forfra