Jeg tror, at denne her bog er et af forårets vigtigste indspark i debatten om arbejdskultur og balance i arbejds- og familieliv, som pågår i øjeblikket.

Og så er den ikke mindst et tragisk vidnesbyrd om den forbandede indsigt, der som oftest først rammer os, når det er for sent.

Vi kender alle Anders Langballe som højt profileret journalist og politisk redaktør og kommentator her og der og alle vegne. Lige indtil efteråret 2018, hvor han fik to blodpropper i hjernen, formentlig som følge af et massivt og umenneskeligt arbejdspres, og forsvandt fra vores skærme.

Nu starter han forfra. Ikke for at tage samme tur igen, men for at starte forfra i en ny retning.

Uanset om du interesserer dig for politik, magt og medier er denne bog relevant at læse.

Anders Langballe er vidende og har et langt og interessant arbejdsliv bag sig, og han skriver med en passende detaljegrad om begivenheder og hændelser, som gør, at han også kan fastholde det publikum, der ikke består af politikentusiaster eller folk fra miljøet, som ikke orker minutiøse gennemgange af ”og så sagde hun, og så gjorde han” på det og det landsmøde i Jylland, som meget andet biografisk litteratur kunne lære noget af.

Derudover skriver han også med en, set udefra, ret imponerende selvindsigt. Han er tydeligvis bitter på TV2, han revser arbejdskulturen og den ledelse, han har været under med navns nævnelse, men han fralægger sig ikke ansvaret for at have været med til at forstærke situationen.

”Jeg var suget så langt ind i den præstations- og overarbejdskultur, der herskede, og i min egen selvopfattelse af, at man ikke kunne klare sig uden mig, at jeg ikke kunne forandre mig”.

En udfordring, jeg tror, mange kan genkende.

Han beskriver også, hvordan den moderne journalistiske dækning af politik herhjemme er reduceret til en kortlægning af de magtkampe, der huserer på Christiansborg. Der er en form for intern ”leg” mellem journalister og politikere på Christiansborg, som mest af alt er en konkurrence om at være først, mest giftig og at vinde en magtkamp, snarere end det handler om at oplyse og gøre befolkningen klogere – et kæmpe demokratisk problem moderne journalistik har været med til at skabe.

Anders Langballe er også meget ærlig omkring sig selv. Nogle passager vidner udefra set om et dårligt selvværd og en interessant, men nok ikke usædvanlig, blanding af at føle sig som en verdensmand og stor kanon og samtidig indeni hige efter mere anerkendelse og hele tiden føle, at han skulle bevise sit værd – måske i frygten for igen at ryge tilbage som bænkevarmer og ikke frontfigur, som han selv kalder sin karrieremæssige rejse på et tidspunkt i bogen.

Anders har slået sig gevaldigt på livet, og han benytter situationen til at dele generøst ud af sin situation i håbet om at kunne øge fokus på den farlige arbejdskultur, der hersker derude.

Bogen er en stærk påmindelse til os alle om at huske på, hvad der er vigtigt her i livet.

Læs den, før det er for sent.

Læs den, inden du har brugt hele dit liv på syge – og helt og aldeles ligegyldige – magtkampe på din arbejdsplads.

Og tag så i øvrigt hjem og spis aftensmad med din familie i aften. Verden kan godt undvære dig og dine genialiteter for en aften.

Det er en meget velskrevet og meget vedkommende bog, og jeg læste den i to bidder på under et døgn, fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig. Den største anbefaling herfra.

Anders Langballe i samarbejde med Martin Flink, Forfra, Forlaget 28B, april 2021, 239 sider.