Dennis Nørmark: Tilbage til arbejdet
I april 2018 udgav Dennis Nørmark sammen med Anders Fogh Jensen bogen ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting”, og den tog Danmark med storm. Aldrig før blev der sat så blændende et lys på alt det ligegyldige arbejde, vi dagligt omringer os med.
Nu har Dennis Nørmark fulgt op med bogen ”Tilbage til arbejdet”. Den er baseret på de erfaringer, interviews, input og mange andre interaktioner, Nørmark siden ”pseudoarbejde” har haft med arbejdsgivere og -tagere over hele landet i både store og små organisationer. Og det er skræmmende læsning.
Dennis Nørmark rammer lige ind i hjertet af mange danskeres arbejdskultur. En verden med bullshit-lingo som eksempelvis fra denne persons beskrivelse af sit job: Jeg sidder som udviklingskonsulent i en stab for politik og kommunikation i en mellemstor kommune, hvor jeg servicerer et uddannelsesudvalg. Der er også et uddannelsesråd i kommunen, der samler kommunens uddannelsesinstitutioner. Jeg arbejder med et politisk kommissorium, der har som sigte, at vi skal tiltrække flere videregående uddannelser, hvilket er en del af kommunens målsætning.
Det er en flot beskrivelse. Og vi hører den slags hver dag. Men reelt set, som Nørmark påpeger, så er der ikke noget arbejde i det. Og det med at tiltrække uddannelser er jo ikke noget, du i en kommune har nogen som helst indflydelse på.
Men hvad værre er, så sidder unge mennesker på store uddannelsesinstitutioner som CBS og lærer denne slags konsulent-lingo, der fører til pseudoarbejde, hvor du sidder og laver rapporter og indberetninger, der reelt aldrig bliver brugt til noget som helst. Det er realiteten i dag. Og du kan trykteste det på din egen arbejdsplads. Sidder du i en blot mellemstor virksomhed eller i en kommune, så vil du sidde og nikke genkendende til det meste af det, du kan læse om i ”Tilbage til arbejdet”. Måske er du endda én af dem, der selv er ramt af pseudoarbejde.
Bogen er inddelt i meget brugbare kapitler. Her kan du lære, hvad pseudoarbejde egentlig er, og hvordan du kan indgå at komplicere ting. Du kan lære at gennemskue pseudoarbejde i et jobopslag. Der er endda et skema, hvor du kan se en beskrivelse i et jobopslag, og det, du reelt ender med at lave. Det er både sjovt – og sørgeligt. Et eksempel er: Du har talent for at koordinere, strukturere og tænke i processer. Det betyder reelt, at det bliver dit eget ansvar at skabe mening, indhold og struktur i arbejdet. For lige nu har de det tilsyneladende ikke.
Det er en skøn bog. For den får dig til at tænke – ikke bare over dit eget arbejde men også mange af dine kollegers. Samtidig peger den ikke fingre ad mennesker – kun ad processer og tungt, kompliceret og ligegyldigt arbejde.
Vi skal turde udfordre os selv en gang imellem. Det skaber et bedre arbejdsliv og gør selve vores arbejde bedre. Derfor er det en fremragende bog – som altid, når en person rammer et problem lige i øjenhøjde.
Dennis Nørmark: ”Tilbage til arbejdet”, Forlaget Gyldendal, 290 sider, udkom marts 2021.
Læs også
Morten Münster: Jytte vender tilbage
Thomas Wedell-Wedellsborg: What’s your problem?