// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Morten Münster: Jytte vender tilbage
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Erhvervsliv, Filosofi, Journalistik, Konkurrence

Morten Münster: Jytte vender tilbage

Skrevet af den 27. oktober 2020 – 06:40Ingen kommentarer

Morten Münster betegnes som Skandinaviens førende inden for adfærdsdesign. Det kan vi læse på indersiden af hans nye bog ”Jytte vender tilbage”, som naturligvis er en fortsættelse af hans bestseller ”Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”.

Morten Münster er dygtig. Han er karismatisk. Han er sjov. Og så kan han levere fortællinger, så budskabet kommer ud over rampen. Men han er altså ikke den førende inden for adfærdsdesign. Det er Ph.d. og adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen, der struktureret arbejder med evidensbaseret adfærdsdesign og bliver brugt over hele verden. Men det betyder nu ikke noget i denne sammenhæng. For det her er et brag af en bog.

Morten Münster arbejder med ledere og virksomheder, som han hjælper med forandringsledelse. Derfor er han også den rette formidler af materialet i denne bog. Og jeg skal da lige love for, at vi får en masse sjove sammenligninger, spændende statistikker og hurtige løsninger, som vi kan gå ud og implementere i de virksomheder, hvor der er størst behov.

Det mest spændende er jo faktisk, at han ofte går mod strømmen. Du skal eksempelvis ikke forsøge at skabe en forandring baseret på motivation. Det kommer ikke til at holde, fordi folk aldrig nogensinde er motiveret til en forandring, når de har aller mest behov for den. budskabet går på, at du for eksempel burde være mest motiveret til ikke at spise en pose slik, når du står med den i hånden. Men du har jo netop taget posen, fordi du ville spise slikket, og derfor tømmer du posen. Når du næste gang står i supermarkedet med en lignende pose slik, har du motivationen, og det er let at sige, at du ikke vil spise hele posen, når du får lyst til at tage et stykke. Men hvad sker der, når du får lyst og åbner posen? Nemlig. Du tømmer den igen. Altså aldrig basere en forandring på motivation.

Gennem hele bogen bliver vi mødt af den slags kontraintuitive budskaber, og det er en af hovedårsagerne til, at bogen er så læsværdig. En anden er, at fortællingerne er brillante og fængende. Der er tider, hvor jeg sidder og tænker, at Münster er Danmarks svar på den canadiske journalist og forfatter Malcolm Gladwell. Münster er bare en væsentlig flottere fyr og en herre, der virkelig gerne vil dele ud af sine budskaber.

Du får klart mest ud af ”Jytte vender tilbage”, hvis du enten arbejder med HR eller kommunikation, eller du har at gøre med medarbejdere eller kolleger, der skal gennem en forandring. Men skulle du bare være interesseret i emnet, så er den så levende fortalt, at der er masser af herlig inspiration for dig at hente. Og derfor vil jeg stærkt anbefale dig at læse bogen.

Morten Münster: ”Jytte vender tilbage”, Forlaget Gyldendal, 353 sider, udkom september 2020.

Læs også:
Søren Schultz Jørgensen og Per Westergård: Den journalistiske forbindelse
Per Stig Møller og Michael Bremerskov Jensen: Samtale fremmer forståelsen
Kirsten Marie Øveraas: Ged eller Mammut?

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.