Jeg har været så heldig at have hele to kommunikations-seancer faciliteret af Søren Schultz Jørgensen, så måske er jeg lidt inhabil i denne anmeldelse. Jeg kan nemlig enormt godt lide Søren og hans positive måde at gribe udfordringer an på. Nu har han sammen med chefredaktør for Fyens Stiftstidende, Per Westergård skrevet bogen ”Den journalistiske forbindelse”.

Bogen har min helt naturlige interesse, idet jeg er uddannet journalist og i mange år har arbejdet for både aviser og magasiner, og fordi jeg i dag sidder i kommunikationsafdelingen i en stor dansk virksomhed. Men jeg mener, at bogen mere handler om mennesker og det ryk, der er sket i sociale, indbyrdes forhold, og derfor bør den have langt bredere interesse end kun hos folk fra min egen branche.

”Den journalistiske forbindelse” er en velvalgt titel, fordi den refererer til den forbindelse mellem folk og medierne, som forfatterne konkluderer i dag lider stærkt under mangel på troværdighed samt en elitær tilgang til nyhed. Nyheder er ikke længere nære og vedkommende, og frem for alt er der alt for langt mellem journalister og de millioner af mennesker, de formidler nyheder til, mener forfatterne.

Men heldigvis bruger forfatterne ikke for lang tid på at fortælle, at der er faldende oplagstal og seer- og lytterflugt fra nyheder. Selv kliktal er stærkt faldende. Det ved vi godt. Forfatterne ser i stedet på nogle af de løsninger, der er dukket op for at revitalisere og i nogle tilfælde måske genopdage nyhedsformidling – og hvor det har haft succes. Over 50 forskellige medier fra hele verden har forfatterne således besøgt, og vi får præsenteret en lang række forslag til, hvordan vi igen kan skabe den forbindelse til borgerne, som journalistikken oprindeligt udsprang af.

Det er befriende at læse en bog, hvor forfatterne – i bedste ’public journalism’-stil – i langt højere grad fokuserer på at finde løsninger på de mange udfordringer, der har været med til at skabe den krise, medierne lige nu befinder sig i, end de bruger på at svælge i selve krisen. Og ikke alene har de været ude og møde en masse af dem, der lige nu eksperimenterer med helt nye metoder og – i hvert fald på den korte bane – ser ud til at have en vis succes med det; de formår også at samle alle succeshistorierne og konkludere på dem. Om konklusionerne er rigtige, er svært at spå om, for vi har at gøre med en meget ‘flydende’ størrelse, men indtil videre må eksemplerne og konklusionerne være nok til, at medierne som et minimum har fået en række nye værktøjer, de kan prøve af.

En af konklusionerne går på, at du skal involvere borgerne – læserne/brugerne – meget mere i det løbende arbejde med dine historier og dine sager og ikke alene – som det for mange mediers vedkommende har været tilfældet i alt for mange år – at holde modtagerne af dine nyheder som passive betragtere, der efter præsentationen kan vurdere vigtigheden for dem selv. Hvis du som medie eksempelvis involverer dine brugere allerede i researchfasen, bliver de en meget mere aktiv del af historien og måske en del af løsningen på det problem, du har taget op.

Mange af løsningerne kan være svære for ‘gamle’ journalister at sluge, vil jeg gætte på. Ved at involvere brugerne allerede i researchfasen – måske endda allerede på idé-plan – så afgiver du også en masse styring og giver afkald på en del af dine professionelle værktøjer. Omvendt vil mange nok hævde, at det netop er det, de altid har gjort. De har lyttet til undergrunden, fundet masser af mennesker som kilder samt stillet hundredevis af spørgsmål. Men i dag fremgår det ikke så tydeligt i selve formidlingen, at det er sådan, det forholder sig. Og gemt ned i en analyse af et muligt udfald på en beslutning truffet i Folketinget med konsekvens for en særlig gruppe af danskere, ja, så bliver der ligesom lidt langt hen til spejlet. Og netop spejlet er uhyre vigtigt i dag, hvor alle sociale medier cirkulerer om ’Se mig! Se mig’-tendenserne. Folk kan simpelthen ikke længere se sig selv i nyhederne. Om det så er fordi, vi som journalister har været for dårlige til at vise betydningen for og forbindelsen til borgerne, eller om nye læsere, seere og lyttere blot har flyttet sig længere ind i deres egen navle, ja, det er i og for sig ligegyldigt. Faktum er nemlig, at branchen lider. Og bogen her kigger på fine løsninger.

Forfatterne fremhæver Charlie Kratovil fra New Brunchwick Today, der insisterer på at kalde sig Community Organizer. Jo, det er meget sandsynligt, at det hænger sammen med hans opfattelse af sin rolle som journalist. Fordi han vandrer altid rundt på gaderne og møder dagligt hundredevis af mennesker og taler med dem. Det gør hans historier relevante og nærværende for indbygerne i New Brunchwick. Men det kan lige så vel være en hyldest til den tidligere præsident Barack Obama, hvis eneste jobbeskrivelse før rollen som præsident var netop Community Organizer.

De kigger også på det venstreorienterede norske medie, Klassekampen, et dagblad, der i 1969 blev grundlagt som et talerør for den yderste venstrefløj. Klassekampen har i en tid, hvor traditionelle oplagstal falder, opnået en stigning på næsten 200 procent til et oplag på omkring 22.000. Forfatterne bruger eksemplet for at vise, at hvis du har et stærkt og utilsløret tilhørsforhold, så ligger der en ærlighed og en åbenhed omkring dit medie, som folk langt bedre kan identificere sig med, end hvis du forsøger at være ’alt for alle’ og at være ’helt neutral’. Faktum er, at Klassekampen gennem de senere år har ændret deres snævre målgruppe til at omfatte hele venstrefløjen. Ja, det er stadig et ærligt og åbent udgangspunkt, og du ved hvilken base, de formidler deres nyheder ud fra. Men det er vel på et spædt stadie stadig den samme rejse, de traditionelle omnibusaviser har været på i deres forsøg på at sprede deres målgruppe ud og få flere læsere. Mit bedste bud – og det kan jeg på ingen måde bekræfte – er, at Klassekampen nok har fået flere venstreorienterede læsere til, fordi de nu dækker over flere synspunkter fra den side af salen, men at de også har mistet flere af deres originale læsere, fordi de ikke længere er tro mod udgangspunktet.

Eksempel på eksempel får vi præsenteret i bogen, og selvom jeg godt kan stille spørgsmål ved den succes, mange af dem i disse dage oplever, så rykker det ikke på udgangspunktet: Bogen kigger på løsninger. Og for ligesom at tage deres egen medicin, så konkluderer bogen også på eksemplerne. Og det er vel kun i konklusionerne, at svagheden i bogen ligger. For eksemplerne er inspirerende og debatskabende i sig selv. Og i sidste ende er det vel målet.

Den journalistiske forbindelse, Søren Schultz Jørgensen & Per Westergård, Gyldendal Business, 360 sider, 2018.