Pelle Møller har skrevet det, jeg bedst kan betegne som en page turner. Men det er ikke en spændingsroman i den traditionelle forstand. Han har brugt meget traditionelle virkemidler og opbygger i løbet af sin roman en ganske fin spændingskurve, men der er et hav af fabelagtige tricks til optimering af skriveprocesser, han vælger at springe over. Jeg kan lige vende tilbage til et eksempel.

Handlingen er godt skruet sammen og taler perfekt ind i tiden. Arø er en mindre ø 40 minutters kørsel + 30 minutters sejlads fra København. Øen er blevet populær og lidt af en tilløbsstykke som et sted, hvor du enten kan trække dig tilbage eller kan komme ud og føle, at du er flyttet tilbage til naturen.

Sarah og Tue og deres to børn, Pippi og Emil, er netop sådanne tilflyttere. De har købt en gård, hvor den tidligere ejer døde i en arbejdsulykke, og herfra vil Pippi lave et mindre økolandbrug og bygge en økolandsby og drive det som en forretning. Men det er ikke alle de gamle beboere, der byder den slags initiativer velkommen med lige stor ildhu.

Bent er 65 år og født og opvokset på Arø. Han hører til den gamle skole, der ikke byder nye tanker og idéer velkommen med noget, der blot minder om åbne arme. Han holder nøje øje med, hvad Sarah er i gang med at bygge på sin gamle vens gård og er heller ikke bleg for at oppiske en stemning imod projektet.

Da kloakkerne af ukendte årsager begynder at stige, og husdyr forsvinder i den stigende sommervarme, begynder anklagerne at flyve frem og tilbage mellem de to grupperinger af øboere – de oprindelige og tilflytterne. Men hvad dælen er det egentlig, der sker?

Bogen er bygget op med to jeg-fortællere: Sarah og Bent. Gennem deres øjne lærer vi om deres tanker, bristede drømme og de mere og mere bemærkelsesværdige hændelser. Og det er en fin måde at give begge to plads på i historien.

Spændingen holdes helt til slut, idet jeg blot med 50 sider tilbage endnu ikke var helt klar over, hvem og hvad der var skyld i de vanvittige hændelser. Og det er godt lavet.

Men der, hvor jeg ser, at Pelle Møller måske har misset en lille chance er ved at afslutte hvert kapitel nede i tempo. På intet tidspunkt skriver han op til det næste kapitel. Og en roman af denne karakter kalder netop på en skriveteknik, hvor du holder læseren fanget og ved hvert kapitel får læseren til at tænke: ’Nej, jeg må altså lige læse lidt videre’.

Til gengæld er alle beskrivelser af de forskellige typer i bogen repræsenteret ved hovedpersonernes tanker (monolog) og samtale (dialog). Det kan jeg godt lide. Og jeg var faktisk fanget til sidste side, så alt i alt en god oplevelse.

Pelle Møller: ”Tilflytterne”, Forlaget Gyldendal, 320 sider, udkom marts 2022.

Læs også:
Karin Wik: Kostskolen
Camilla Sten: Den forsvundne by
Johan Egerkrans: De udøde