Johan Egerkrans: De udøde
Jeg har kaldt denne bog for et opslagsværk, og det har jeg ganske naturligt af den grund, at bogen selv sætter sig op som værende sådan. Den står som et leksikon for forskellige typer og tolkninger af vampyren som væsen. Derudover indeholder den metoder til at genkende og aflive samt beskytte sig mod disse vampyrer.
Bogen lægger ud med en udførlig klarlægning af, hvad dette væsen er for noget, og hvor ordet stammer fra. Derefter bliver vi ført ud på en rejse gennem forskellige verdensdele. Her møder vi alverdens varianter af udøde væsner lige fra flyvende hoveder til ghul og succubus. Til slut runder Egerkrans af med at relatere det, at vi har overnaturlige væsner, til vores hverdag, og som han antyder, er det ikke mindre uhyggeligt at tænke på, hvordan folk har brugt frygt og overtro til egne formål, og ofte med skade til følge.
De udøde har været utrolig underholdende læsning. Det siger jeg både som litteraturuddannet og som horror- og fantasyentusiast. Det har været interessant på den nørdede måde at sammenligne og læse om, hvordan de samme grundtræk ses i myter på tværs af landegrænser og kulturer og over længere tid. Det er de samme basale elementer, der vækker gru og frygt i mennesket, uanset hvor man befinder sig i verden.
Og så har det bare været underholdende at læse om de forskellige, skræmmende væsner som figurer i de fantastiske genrer.
Egerkrans har også selv stået for illustrationerne. De er skarpe og flotte tegnede, og de er om noget i denne bog med til at sætte stemningen. Illustrationerne giver en ekstra dimension til læseoplevelsen, og bidrager både som stemningssætter og ved at give bogen lidt liv og afveksling. De bringer noget ekstra til dette opslagsværk over udøde væsner.
Jeg vil gerne anbefale De udøde til alle fantasy- og horrorfans og til litteraturinteresserede, da den appellerer til begge målgrupper, som jeg også nævnte ovenover. Og hvad er mere passende læsning end denne bog om de udøde her til Halloween. Men man skal nok lige have rundet de 11 år og være lidt modig, før man kaster sig over denne bog.
Vi har også anmeldt Egerkrans’ Alle tiders dinosaurer.
Johan Egerkrans: De udøde. Oversat ved Annette Lerche Trolle. Alvilda, februar 2019. 126 sider.