En læseoplevelse der vælter os og niver os i hjertet. Sådan er den nye roman Vittu af Iben Mondrup.

Vittu er en selvstændig opfølger til romanen Tabita, der udkom i 2020. I Tabita mødte vi de grønlandske børn Tabita og Vitus, der blev adopteret af et dansk par og dermed blev omplantet fra den vilde natur i Grønland til en tilværelse på en villavej i Danmark. Nu møder vi igen Vitus, hvor han er kommet på børnehjem efter at have været nogle år hos det danske par. Den lille dreng har det ikke nemt. På børnehjemmet gemmer han sig i en papkasse, måske for at gøre verden overskuelig og tryg?

En dag bliver han adopteret af et ægtepar fra Århus og får snart sin hverdag i et stort hus med mange bøger tæt på vandet i Marselisborg. Kvinden Alice er fra Frankrig (der er en del franske sætninger i bogen, men i kontekst fattede jeg det meste selvom jeg ikke har sprogøre) og optaget af fotografiet som kunst. Manden Stig er 18 år ældre end Alice, embedsmand og ansat i København og derfor primært hjemme i weekenden. Vittu og Alice er derfor naturligt nok meget sammen, og Alice knytter sig hurtigt til ham. Man skulle tro, at Alice, der også er “fremmed” i Danmark, vil kunne forstå noget af det Vitus kæmper med som fremmed i ny kultur. Men man finder ud af, at Alice selv kæmper med en fortid og mest af alt har øje for sig selv, hvor meget hun end elsker Vitus. Og derfor handler romanen i lige så høj grad om en fransk kvinde i mistrivsel som den handler om den grønlandske dreng.

Med fotografiet som kunst leger Alice med ilden. Hun tager billeder af den nøgne Vitus, men hvor længe kan man gøre det uden at det bliver upassende? Hvornår er drengen for gammel? Grænserne skrider gradvist. Men lige meget hvor højt læseren råber “NEJ” fra læsestolen, knipser Alice videre.

På flere måder overskrider hun hans grænser. Fx. vælger hun at bruge fotos af ham som stor teenager uden samtykke. Det lyder måske ret uskyldigt, men det er det ikke. Det er muligt hun SER ham via sit kamera, men hun har svært ved at HØRE ham.

Der er scener i romanen, der er så væmmelige og grænseoverskridende, at jeg næsten ikke kunne læse videre. Men jeg måtte læse videre. Og læste videre. Kunne ikke bare efterlade Vitus. Desuden må fiktionen gerne vise det grumme og det grimme. Det virkeligheden også rummer. Sådan en bog er Vittu. Ikke for sarte sjæle. Jeg forestiller mig at mange læsere vil have det ligesom mig, være fyldt af fascination og foragt på samme tid og anbefale andre at læse bogen, så vi kan dele oplevelsen.

Romanen starter og slutter i Grønland og jeg vil virkelig gerne læse mere om livet i Grønland – kan man ønske sig et bind tre, der foregår i det kolde kolde nord?

Vi har anmeldt flere af Iben Mondrups romaner: En to tre – Justine, Godhavn, Vi er brødre og Tabita. Hun vandt DR Romanprisen for Godhavn (den er virkelig god) og Blixenprisen for Karensminde. Hun er født i København, men flyttede som 3-årig til Grønland med sin familie. Som 19 årig flyttede hun til Danmark for at studere. Grønland ligger hendes hjerte nær og hun kan beskrive naturen, lyset og landskabet, så man kan se det for sig.

Iben Mondrup, Vittu, Politikens Forlag, Januar 2022, 336 sider.