Poul og Jens vokser op i Frederikshavn under og efter besættelsen. Deres far er politimand og var modstandsmand, og krigen kaster lange skygger ind over den lille familie – også mange år efter at den er slut. Poul har måttet passe på sin ustabile mor mens faren var under jorden, og det er ikke kun faren, der er stærkt præget af begivenhederne under krigen.

Vi er brødre følger familien fra besættelsen og op igennem efterkrigstiden, hvor velstanden og velfærden bare vokser og vokser, og ingen rigtig har lyst til at tale om dengang under krigen, hvor nogle valgte modstandskampen mens andre indordnede sig under de nye herrer – og endnu andre endda tjente penge på det.

Faren var involveret i sabotageaktioner, han selv helst vil glemme, og det var ikke alle hans kammerater, der overlevede krigen. Det plager ham, ligesom det plager hele familien. Forældrenes manglende evne til at tale om de svære og forbudte ting præger også børnene, der selv går og gemmer på deres hemmeligheder.

De to drenge er vidt forskellige. Poul er vant til at tage ansvar og handle, mens Jens er mere forsigtig og indadvendt. Deres opvækst er præget af forældrenes kampe med sig selv og hinanden, og de vælger hver deres vej i livet – om end de med tiden kommer tættere på hinanden.

Stærkest i Vi er brødre står beskrivelserne af fædrenes generation og de konsekvenser, modstandskampen fik for frihedskæmperne i årtier efter krigen var slut. Der var hverken krisepsykologer eller anden hjælp til de skrammede sind, og mange måtte søge trøst og lindring på bunden af en flaske – eller endda hængende fra et badekåbebælte i soveværelset. Det er et underbelyst emne, og det er meget fint skildret gennem de undrende børns øjne.

Der er også virkelig velfortalte detaljer om livet for en sårbar familie i efterkrigstiden. Danmark i 1950erne var langt fra det romantiserede billede, nogen har af glade malkepiger og raske gårdskarle. Det var mangel på penge, lokum i gården og fraværet af et sikkerhedsnet for dem, der havde svært ved at få livet til at hænge sammen.

Desværre er Vi er brødre på ikke mindre end 549 sider, og det er bare alt for langt. Paradoksalt nok går det så over stok og sten på de sidste knap 100 sider, hvor der pludselig skal dannes familie og flyttes udenlands på meget få sider og det hele ender meget abrupt. Det er som om tidslinjen er blevet trukket alt for langt ud i romanens begyndelse, og at det så har været nødvendigt at presse slutningen sammen.

Alt i alt er Vi er brødre dog bestemt værd at læse – som et rekviem over modstandskampens tabte generation og det, den gjorde ved deres børn.

Iben Mondrup: Vi er brødre. 549 sider, Gyldendal. 2018