Abelone føder Vitus på badeværelset hos den danske familie, hvor hun gør rent i Upernavik. Vi er i 60erne, hvor velmenende og uforstående danskere forsøger at gøre en forskel i Grønland. Det er svært for grønlænderen Abelone, Vitus er hendes tredje barn uden en kendt far, men hun har været heldig med jobbet hos den danske familie. Tror hun.

Berthel og Eva kan nemlig ikke få børn, og de ender med at adoptere Vitus og hans storesøster Tabita inden de i al hast sætter kursen mod Danmark igen. Væk fra børnenes bio-mor, og ikke mindst væk fra Grønland.

I Danmark venter parcelhuslykken, men det viser sig (naturligvis) at være sværere end som så at omplacere de to grønlandske børn. Især Tabita har svært ved at tilpasse sig, og mor Eva er ikke helt rask. Da det så viser sig, at Berthel og Eva også har hemmeligheder for hinanden går det helt galt, og familien er ved at gå op i en kuldslået limning.

Første del af bogen er levende og bevægende, med fine beskrivelser af Grønland og livet deroppe i 1960erne. Desværre holder anden del ikke helt niveauet, og i stedet for at være en fortælling om det store svigt ved at rive grønlandske børn væk fra deres familier og sende dem til Danmark, så bliver det en mere banal historie om et forældrepar, der bare er (totalt!) uegnede til at tage vare på børn.

Det er lidt ærgerligt, for det udvasker den interessante Grønlandsvinkel, og flytter historiens fokus fra Tabita og over til hvordan to voksne mennesker kan gebærde sig så selvoptaget og modbydeligt. Det kan man skrive mange gode bøger om, men her synes jeg det kommer til at stå uskarpt hvad der er kernen i romanen.

Iben Mondrup: Tabita. 356 sider, Politikens Forlag. Udkommer 15. januar 2020