// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Iben Mondrup: Godhavn
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Iben Mondrup: Godhavn

Skrevet af den 10. oktober 2018 – 06:04Én kommentar

Hører du podcast om litteratur? Jeg gør! Har især med fornøjelse hørt Jazz & Bøger, en programrække som du også har kunnet høre på DR´s P8 Jazz. Forfatter og jazzlytter Christina Englund interviewer i hvert program en dansk forfatter om forfatterens bøger, forholdet til jazz og om forfatterens nyeste bogudgivelse. Og så hører vi jazz undervejs.

Iben Mondrup blev interviewet tidligere på året da hendes bog Vi er brødre var lige på trapperne. Det fik mig til at dykke ned i hendes tidligere forfatterskab, der blandt andet rummer romanen En to tre – Justine fra 2012, som er anmeldt her på bloggen og den roste roman Godhavn.

Dette er en lidt længere indflyvning, jeg skal nok nå frem til anmeldelsen, men inden da skal der lyde en stor og generel tak til alle, der laver litteraturformidling, hvad enten det er i tv, i radioen, som podcast, på bibliotekerne eller på de sociale medier. God litteraturformidling får læsere til at læse. Havde jeg ikke hørt Jazz & Bøger havde jeg ikke fået læst Godhavn. Og det ville være en kæmpe skam! Og så skal der lyde en særskilt tak til DR, Christina Englund og folkene bag Jazz & Bøger for det inspirerende og behagelige program. Jazzen kan lokke folk til at læse og bøger kan lokke folk til at lytte til jazz. What´s not to like?

Tilbage til romanen. Romanen foregår i byen Godhavn på Diskoøen ved Grønlands vestkyst. Vi følger tre danske børn, der forsørger at finde sig til rette i det lille fangersamfund, som er så ulig tilværelsen hjemme i Danmark. Det er via børnenes øjne og ører vi oplever Grønland, og det er netop det, der er det særligt fine ved denne roman. Det er ikke altid børnefortællere fungerer troværdigt, men det gør det altså her.

Vi følger familiens yngste datter Bjørg, der starter i skole. Hun er udadvendt, nysgerrig, åben, legende og spontan. For hende er verden utrolig spændende og lige til at gå på opdagelse i. Vi følger også familiens mellemste barn, drengen Knut på 12 år. Han er følsom, eftertænksom og bekymres let. For ham er verden fuld af farer. Og så følger vi familiens 15 årige datter Hilde, der så småt vender sig fra familien og retter sit fokus mod den jævnaldrende Johannes.

Godhavn er en velskrevet og spændende roman om at være dansk i Grønland, om frosne hundelorte og lugten af sælkød, om at knytte sig til andre mennesker og om når disse mennesker igen rejser tilbage til Danmark. Det er også en roman om at være en almindelig familie med hverdagsliv og daglighed. Og så er det interessant at følge de tre børn, der oplever de samme begivenheder på forskellige måder.

Iben Mondrup vandt DR Romanprisen i 2015 for Godhavn. Hvis du er en af de få, der ikke har læst bogen, kan jeg kun anbefale dig at gøre det. Jeg vil snarest kaste mig over Karensminde, som er den næste bog om Bjørk, Knut og Hilde. For nylig udkom Vi er Brødre af samme forfatter, der som de før nævnte bøger også har forbindelser til forfatterens egen familiehistorie.

Iben Mondrup, Godhavn, 2014, Gyldendal, 272 sider.

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.