Pusjkin er en af de næste mytiske russiske forfattere. Hans navn dukker op igen og igen, når man læser russisk litteratur eller bare beskæftiger sig med Rusland, men jeg har ikke haft muligheden for selv at stifte bekendtskab med hans værker. Det har forlaget Sisyfos nu rådet bod på med en ny samlet udgave af Pusjkins prosa med Marie Tetzlaff som oversætter, og det er jo fremragende.

Pusjkin selv hører til en af litteraturens unge døde. Han blev kun 38 år før han i 1837 blev dræbt i en duel, men hans værker er kanoniseret og har inspireret de store russiske klassikere. Her er ansatserne til det russiske afsind, som vi kender det fra Dostojevskijs karakterer, og de ulykkelige familier som vi kender dem fra Tolstoj.

I Prosa viser Pusjkin en moderne, vestlige læser, at han stadig er relevant og ikke kun som inspiration for de senere russere. Spardame er eksempelvis en næsten gotisk novelle om en selvoptaget ung mand, der vil gøre alt for at lære et bestemt korttrick og lige til at få kuldegysninger af. De fem historier fra Salig Ivan Petrovitj Belkins fortællinger er velskrevne og lige til at gå til, og i Kaptajnsdatteren møder vi krig og kærlighed som det kun kan udspille sig i Rusland. Kun den ufærdige Peter den Stores afrikaner var lidt tam, men sådan er det vel med værker, der ikke er skrevet færdige.

Alle historierne finder sted i begyndelsen af 1800-tallet eller i 1700-tallet, men de er læsværdige for personskildringen og for de storladne følelser. Prosa er lige til at gå til, og sprogligt er Pusjkin utrolig interessant og velskrivende – jeg er ikke ekspert i oversættelser, men det virker til at Tetzlaff har gjort et formidabelt arbejde med at gøre 200 år gamle tekster fra et fjernt land sprogligt vedkommende.

Aleksandr Pusjkin: Prosa. 359 sider, Sisyfos. Oversat af Marie Tetzlaff, udkom 2. september 2021