Vi har med rette en forventning om at opnå stort set de samme resultater, hvis vi udfører de samme opgaver under samme forhold. Det er ikke unaturligt. Og det er også ofte sandt. Slår du med en terning 600 gange, vil du oftest slå i nærheden af 100 1’ere, 100 2’ere og så videre, med mindre terningen er skæv eller er behæftet med andre ubalancer. Men hvad med domsafsigelser af den samme sag fra forskellige dommere? Og hvad med vurderinger af forsikringssager? Ansøgninger? Undersøgelser har vist, at en sand kaskade af forskellige omstændigheder har indflydelse på den enkelte persons vurdering af nøjagtigt de samme opgaver eller sager. Det kaldes ’støj’. Og det kan have katastrofal indflydelse på menneskers liv.

Nogle gange forventer vi støj. Og vi kan lide støj. Når du eksempelvis hører et stykke musik, ser en film eller læser en bog, har du en oplevelse, der er unik for dig. Læser du en anmeldelse af nøjagtigt den samme bog – for blot at nævne et eksempel – så kan den altså godt afvige fra din egen mening. Det forventer vi. Det forstår vi. Og det accepterer vi. Får ti instruktører det samme manuskript i hånden, er der måske kun en enkelt, der kan se lyset og vil lave filmen. Det kan enten lede til fiasko eller succes. Det forstår vi godt. Men når det handler om vurderinger af forsikringspræmier eller domme i retssager, hvor folk kan ende i fængsel eller med store bødestraffe, der bør det altså ikke betyde noget, om solen skinner uden for, eller om den vurderendes sportshold har vundet i weekenden, om det har været en god dag, eller om det er før eller efter frokost. Problemet er, at det betyder uendelig meget.

Hvor som helst, der foretages vurderinger, er der støj – og mere end hvad man tror. Omfanget af støj er fem gange større, end forfatterne troede – og det er fem gange for meget.

Men hvorfor er det her så vigtigt? Hvad betyder det, at der er lidt ’støj’, når folk tager beslutninger? Lad mig komme med et eksempel. Lad os nu sige, at en dommer i USA giver asyl til 87 procent af alle ansøgere inden for en given periode. Og en anden dommer giver asyl til fem procent af alle ansøgere i den samme periode. Så vil det potentielt ændre en masse menneskers liv markant, vil det ikke? Eksemplet er ikke tænkt. Det er ikke engang tal fra en ’støj’-rapport. Det er rigtige tal baseret på en rapport fra den virkelige verden. Og her er der endda taget højde for fordelingen af asylansøgere både med hensyn til oprindelsesland, antal og meget andet. Og det er skræmmende. Et tal fra en ’støj’-rapport om samme emne viser også, at der er markant mindre chance for, at en dommer giver asyl til en ansøger, hvis samme dommer har givet asyl til de to foregående ansøgere. Pludselig betyder det altså uendelig meget, om asylansøgerens sag bliver behandlet først eller som nummer tre, fire eller fem.

Alle disse former for støj bliver nøje beskrevet og eksemplificeret i ”Støj” af Daniel Kahneman, Oliver Sibony og Cass Sunstein. Det er nogle af disse herrer, hvis forskning ligger til grund for hele den bevægelse inden for nudging og adfærdsdesign, der i disse dage er så uhyre populært.

Det er ikke den første bog, de udgiver inden for dette emne, men denne bog er sprængfyldt med kaskader af nye og skræmmende eksempler og nye case studies fra den virkelige verden. Og det er vanvittig spændende.

Disse studier kan og skal vi alle lære af, så vi i langt mindre grad lader os påvirke af vind og vejr, om vi er sultne, om det er onsdag, eller om vi har haft en god eller en dårlig oplevelse op til, at vi træffer vigtige beslutninger. Det er en moppedreng at læse, men det her emne fanger mig i den grad, og jeg kan ikke anbefale bogen højt nok.

Olivier Sibony, Daniel Kahneman, Cass R. Sunstein: ”Støj – Sådan træffer du bedre beslutninger”, Forlaget Lindhardt og Ringhof, Oversætter: Joachim Wrang, 512 sider, udkom maj 2021.

Læs også:
Henrik Dresbøll: Få det til at ske

Morten Münster: Jytte vender tilbage

Imran Rashid: Sluk – kunsten at overleve i en digital verden