Man er nødt til at elske Prinsgemalen. I  ‘Enegænger’ møder vi en på alle måder fantastisk mand, der som så mange (kvinder, men alligevel) vælger at følge sit hjerte og lade kærligheden føre ham væk fra en afsindigt flot diplomatkarriere til en duknakket tilværelse i det kolde nord.

Selvom Henriks skæbne på ingen måder er som Japans Kronprinsesse Masakos (som jeg tidligere har anmeldt), er der dog en række ligheder mellem de to. Begge opgiver fine karrierer i deres lands diplomatiske korps og begge oplever den store smerte, aldrig at være gode nok til deres nye liv som kongelig.

Hvor fingeren i Masakos tilfælde peger mod den stramme styring fra embedsværket, så peger den i Kong Voms (Ekstra Bladets lidet flatterende navn til prinsgemalen) tilfælde i stedet direkte på læseren. Som “rigtig” dansker får man nemlig en noget ærgerlig smag i munden. ‘Enegænger’ er mobbeofrets fortælling om hvordan opskruet forventning og kærlige drillerier blev til ‘le jantelov’ for fuld udblæsning.

Man forstår og fryder sig næsten over Henriks manglende evne til at æde egen tunge, når han må have luft og eks. i 2002 i det legendariske interview med hofreporter fra B.T., Bodil Cath, raser over sin skæbne på tålt ophold i det danske samfund.

Surrugue skriver absolut levende. Men selve bogens objekt, HKH Prins Henrik, gør alt arbejdet for at folde bogen ud som en sjælden indbydelse ind i forståelsen af en mand. Jeg er faldet pladask for den følsomme, kunstelskende, nostalgiske, intellektuelle, romantiske, morsomme og flamboyante  prinsgemal. Jeg kan ikke anbefale bogen nok. Læs og lær!

Stéphanie Surrugue: ENEGÆNGER Portræt af en prins, 386 sider, Politikens Forlag, 2. september 2010