Bogen om den japanske kronprinsesse er meget mere end en biografi. Det er en vej ind i en forståelse af det japanske samfund. Prinsesse Masakos genvordigheder i forsøget på at blive en rigtig prinsesse er trist, trist læsning.

Japan fremstår i bogen som et mandschauvanistisk, dybt reaktionært samfund, hvor al initiativ, virkelyst og livskraft suges ud af en ung kvinde med akademiske og diplomatiske ambitioner, fordi hun må leve i en spændetrøje af en tilværelse med bizarre ældgamle religiøse ritualer, en nidkær, überdresseret presse, stramme samfundsnormer og ikke mindst taktstokken fra Kunaicho.

Kunaicho, det japanske hofmarskallat, optræder som den hårde fører i det dukketeater, der er Masakos tilværelse. Kunaicho og dets grå eminencer af embedsmænd skyr ingen midler overfor den stakkels prinsesse, der går så grueligt meget igennem for at få sin prins.

Faktisk vil hun ikke rigtig have ham. Hun har set, hvordan det gik hendes svigermor, der som den første borgerlige kvinde giftede sig ind i det japanske kongehus. Et kongehus, der kun eksisterer på amerikanernes nåde efter den nye forfatning ovenpå 2. verdenskrig og som synes at være støbt i den fortidige beton, krysantemumtronen allerede dengang var bygget af.

Historien er ellers sød. Den nysgerrige, men stilfærdige prins møder den smukke, kloge verdensdame og forelsker sig hovedkulds i hende. Hun synes ikke lige så lykkelig for ham og jeg undrer mig stadig over, hvorfor hun overhovedet lod sig overtale til ægteskabet, når bogens billede af hendes følelser for Kronprins Naruhito tegnes som noget kølige.

Masako er øjensynligt alt det, en rigtig japansk kvinde ikke er. Hun siger sin mening, har uddannet sig på de fineste universiteter, taler mange fremmedsprog og er i det hele taget en livlig ung dame. Hun har masser af ambitioner om at nå til tops i diplomatiet, hvor hun i en ung alder – og på trods af sit køn – er nået langt. Ligesom hun – fy-fy – har boet størstedelen af sin barndom og ungdom i udlandet pga. farens diplomatiske karriere, der bringer familien til både Moskva, rundt i Europa og New York.

Alligevel får prinsen overtalt denne japanske Pippi Langstrømpe-type til at blive sin kone. Dermed siger hun ja til en tilværelse som en fugl i et bur. Svigermor er et dystert billede på livet i det kejserlige palads: bleg, skrøbelig og tæmmet. (Ved de yderst sjældne presseoptrædener hvisker kejserinden og taler kun om ufarlige emner som silkeorme.)

Bogens alvorlige mangel er hovedpersonen selv. Det er dog – bliver man klar over – en absolut umulighed nogensinde at få Masakos syn på noget som helst. Derfor bliver bogen også en historie rundt om Masako, hvilket er ærgerligt. Til gengæld er fortællingerne om det japanske samfund og japansk politik dybt interessante og man savner mere af den slags, mens man pløjer sig gennem siderne. Masako, Krysantemumtronen – ja hele Japan – står på en gang lysende klart og irriterende mudret efter denne bog. Den kommer ikke rigtig ind under huden på kvinden, der døde og genopstod som blev en prinsesse og man forstår ikke rigtig hvorfor, Kunaicho har så meget magt.

Hvorfor gør kejserfamilien ikke oprør mod den stramme styring, når de nu lider af elendige helbred og jævnligt går ned med stress og derfor ikke engang kan passe sine silkeorme? Og overordnet: Hvorfor finder japanske kvinder sig i, at være så underkuede, som de er? Hvordan kan verdens mest effektive samfund have råd til at sende de højtuddannede kvinder tilbage til kødgryderne, så snart hun har sagt ’hai’ til sin hr. Satō? Jeg undres såre.

Bogen formidler historien om Masako gennem masser af kilder – både internationale og japanske og vakte enorm opstand i Japan. (Den japanske presse dækker øjensynligt sine kongelige som Pravda dækkede Sovjet-styret under hård styring fra Kunaicho). Den er velskrevet og man flyver gennem siderne. En sjov ting er den japanske ordliste og forfatterens efterskrift om bogens skæbne i Japan.

Ben Hills, Prinsesse Masako, Fange af Krysantemumtronen, Politiken 2009