Hvis det siger noget om bogen, så var den hurtigt læst. Til gengæld har anmeldelsen været længe undervejs. For bogen har et grundlæggende problem: Den holder ikke, hvad den lover. Bogen er i bedste fald en verdens måske dårligste (og længste) interview og i værste fald en transskription. Jeg har stadig svært ved at beslutte mig.

Lad mig sige det helt klart: Helle er der egentlig ikke noget i vejen med. Det er nok snarere hos “forfatteren”, at fejlen ligger. For Ninka formår grundlæggende ikke at fortælle en historie. Det er bare meget lange afskrifter af samtaler, de to damer har haft. Uden tvivl har samtalerne været hyggelige, men samlingen af dem i denne bog er umanerligt dårlig og har karakter af venstrehåndsarbejde fra en af Danmarks ellers fremmeste interviewere. Måske er forventningerne bare for høje?

Ikke fordi Helle på samme måde som Prinsgemalen, som jeg blev forelsket i, mens jeg pløjede mig gennem siderne, fremstår som en hengemt juvel af højkulturel kapacitet. Nej, fordi Helle er ualmindeligt almindelig. Fordi hun er en glad mor. En glad hustru. Fordi hun er rundet af det samme som resten i de yngre generationer: skilsmisse, karriere, forældreskab, ægteskab og ikke mindst det velfærdssamfund, der har givet os pasning og lærdom i de første par afgørende tiår af vores tilværelser.

Hvis Ninka dog bare havde forløst det interessante! Hvis Ninka dog bare havde gjort sig selv og læserne en tjeneste og spurgt sig selv: Hvad er det, jeg vil fortælle? Her er ingen ydre ramme, ingen zoomen ind på en af de mange interessante detaljer interviewofret spiller ud med.

Politiken har konkluderet, at Helle fortjener bedre. Jeg må sige, at jeg er så rørende enig. Æv!

Anne Wolden-Ræthinge: Helle – i samtaler med Ninka, 202 sider, 250 kr., Kastaniehøj Forlag 2011