David Attenborough er en af de mest genkendelige figurer fra tv. Jeg husker ham fra min barndom, hvor han tonede frem i de dengang ganske få men fantastiske naturprogrammer fra England – hovedsageligt BBC. Men han er i gang endnu. Han er født i 1926, og hans kamp for naturen er blevet mere relevant end nogensinde. Nu har han så skrevet bogen ”Et liv på vores planet” og samtidig lanceret filmen ”A Life on Our Planet”, som du eksempelvis kan se på Netflix.

At Attenborough er mere relevant end nogensinde er både fantastisk og sørgeligt. Det er fantastisk på grund af hans fremskredne alder. Og det er sørgeligt, fordi det, der engang var en fascination for naturen og dyrelivet på vores planet er gået hen og blevet et fokus på selve Jordens overlevelse. Det er en klimakamp, han ikke er bleg for at pege en stor og kraftig lygte på. Og det er bare som om, at når det er Attenborough, der gør det, så lytter vi lidt mere.

Og når Attenborough kalder vores brug af planetens ressourcer for et frontalangreb, så lyder det voldsomt og hårdt. Men han begrunder det i detaljer. Over halvdelen af jordens areal er i dag dyrket land; 70 % af alle fugle er i fangeskab (hovedsageligt i form af kyllinger), og 96 % af alle dyrs samlede vægt består enten af os mennesker eller de dyr, vi opdrætter til at spise. Resten, som han siger, fra mus til hvaler udgør blot fire procent. Det er skræmmende tal.

Siden Attenborough begyndte at lave film i 50’erne, er verdens bestand af vilde dyr mere end halveret. Disse data er plastret ind overalt i bogen, og samlet kan jeg ikke undgå at blive stærkt påvirket af, hvordan en mand, der repræsenterer den ældste nulevende generation og har indsamlet så meget viden, er blevet så ked af det og så modløs i sin analyse. Det er skræmmende, og det er foruroligende.

Men der er et håb. Han siger selv, at vi nu er den første generation, der for alvor forstår, hvordan klodens tilstand er, men vi er også den sidste generation, der har mulighed for a rette lidt op på det. Og det kan godt lade sig gøre. Det er ikke umuligt. Vi kender rigtig mange af løsningerne, og mange steder på Jorden er vi i gang. Nej, det handler ikke om, at du køber en stofpose i stedet for en plasticpose. Det bliver du ikke klimahelt af. Men du kan kræve en omstilling af de største årsager til klimaændringer såsom energiproduktion og transport.

I ”Et liv på vores planet” giver Attenborough os en vej ud af det rod, vi har bragt os selv i, og som – hvis vi ikke ændrer på det med det samme – vi have de mest grusomme konsekvenser for vores børn og børnebørn. Det handler om at gøre planeten vild igen ved at genoprette biodiversiteten. Og det er faktisk ikke svært. Det er relativt dyrt, men økonomisk har vi råd til det, og etisk og rent fysisk har vi ikke råd til at lade være.

Det her er ikke et spørgsmål om, hvad der er rigtigt eller forkert. Jo, der er stadig mindre enklaver og grupper af mennesker, der ikke tror på klimaforandringerne. Men der er også mennesker, der tror, der snart kommer en komet, de kan hoppe på for at komme videre til den næste verden. Og grupper, der tror, at de har mere ret til at leve og bo et sted end andre har af den simple årsag, at deres hud har en anden farve. Men de grupper svinder heldigvis ind med gevaldig hastighed. Derfor er Attenboroughs bog (og film) heller ikke et partsindlæg. Vi har rykket ham over i faktadelen, som vi så kan vælge løsninger ud fra.

Du bliver klædt gevaldig godt på med ”Et liv på vores planet”, og den er endda udstyret med en rigtig brugbar ordliste, så du bedre kan navigere rundt i de mange nye spændende begreber som ’cirkulær økonomi’, ’fytoplankton’, ’overfiskning’ og spill-over effekt’. Denne bog bør være en del af skolernes pensum, og du bør også læse den. Det er aldrig for sent at lære noget nyt – også selvom det gør ondt helt ind i sjælen.

David Attenborough: ”Et liv på vores planet”, Oversat af Ninna Brenøe, Forlaget Klim, 300 sider, udkom oktober 2020.

Læs også:
Per Meilstrup: Kampen om klimaet
Charlotte McConaghy: Til verdens ende