“Til verdens ende” er et stykke vidunderligt klimalitteratur, der aldrig løfter pegefingeren. Derimod lader den os smage havets salt, høre bølgernes brus og møde himlens flaksende fugle i en sitrende mørk og mystisk fortælling om kærlighed, sorg, smerte og savn.

Det er ikke så tit, man bliver blæst bagover af en debutroman. Men det er tilfældet med Charlotte McConaghys gribende roman “Til verdens ende”, der skriver sig ind i den dystopiske klimalitteratur med et gribende og stærkt moderne eventyr, som udfolder sig på et bagtæppe af en storslået natur, som snart ikke er mere. Bogen, der indeholder alle ingredienser til at blive en bestseller, er solgt til udgivelse over hele verden, og den skal filmatiseres med Claire Foy (hende fra The Crown) i hovedrollen.

Vi befinder os i en nær fremtid, hvor de fleste dyrearter er uddøde. Her møder vi bogens hovedperson, ornitologen og naturelskeren Franny på Grønland, hvor hun er ved at sætte sporingsudstyr på nogle af verdens sidste havterner, som hun vil følge på deres måske sidste træk mod syd. Franny har altid været draget af udlængsel, og da hendes elskede natur begynder at forsvinde, beslutter hun sig for at tage på en sidste rejse; fra Grønland til Antarktis. Hun lokker kaptajnen Ennis Malone til at tage hende med om bord på fiskekutteren Saghani. Undervejs går det op for besætningen, at Franny har mørke hemmeligheder med i bagagen. Hun går i søvne, vågner af frygtelige mareridt, og skriver breve, der aldrig bliver sendt. Hvem er hun egentlig denne mørkhårede kvinde, og hvad er egentlig hendes formål med rejsen?

På bedste krimivis opbygges der langsomt, men sikkert suspense. Spændingskurven stiger og får læseren til at holde vejret til sidste side er vendt. Der springes raffineret i tid, og langsomt, i små nervepirrende bidder afsløres Frannys fortid. Hendes følelsesliv flettes sammen med den natur, som mennesket er ved at udrydde, og bogen tegner et stærkt og vigtigt portræt af, hvor tæt forbundne vi mennesker er med naturen.

Den ødelagte og tæmmede natur bliver samtidig et stærkt sindbillede på Frannys tilstand – og bogen viser i al sin skønhed, at vi kan ikke holde den mennskelige natur nede. Der vil – heldigvis – altid være urkræfter som kærlighed og sorg, som vil styre vores handlinger. Uanset om vi forsøger at sætte dem i bur eller lægge låg på.

Jeg er vild med bogens naturbeskrivelser, der fremstår som en fuldstændig vidunderlig hyldest til havet, dyrene og planterne. Men især til fuglene, der står som det altoverskyggende symbol på frihed og livstegn. En af bogens andre store forcer er dens beskrivelser af karakterens interpersonelle relationer. Frannys store kærlighed, besætningens brogede typer, skipperen, der savner sin familie, den giftige svigermor, stikkeren. Det er storladent, det brusende og berusende. Og selvom jeg ikke var helt begejstret for bogens slutning, så sidder jeg tilbage med følelsen af at have været med på en fantastisk rejse, som spejlede min egen store kærlighed til naturen og dens evne til at hele os. Må alle læse og nyde denne bjergtagende ode til moder jord og menneskene og kærligheden, og må alle tage bogens budskab til os: At det er hamrende vigtigt, at vi passer på vores klode. Og på hinanden.

Charlotte McConaghy: Til verdens ende, Gads Forlag, 340 sider, oversat af Agnete Stjernfelt, udgivet 12. november 2020.