Niña, Pinta. Santa Maria. Du skal nok have hovedet begravet temmelig dybt nede i sandet, hvis du som blot almindeligt uddannet aldrig har hørt disse tre navne før. Det er naturligvis navnene på de tre skibe, Christoffer Columbus fik af den spanske dronning Isabella og kong Ferdinand, så han kunne sejle mod vest for at finde søvejen til Indien.

Når nu hverken Italien eller Portugal var villige til at støtte projektet, så fandt han naturligvis andre veje. At han så aldrig fandt Indien, selvom han til sin dødsdag påstod, at det netop var Indien, han havde fundet søvejen til, er en anden sag. Han fandt i stedet Den Ny Verden, og derfor er hans opdagelsesrejse den nok største af dem alle – hvis sådan noget ellers kan måles. Om ikke andet, så forstår vi i dag bedre, hvorfor den oprindelige befolkning bliver kaldt indianere og hvorfor det i dag hedder De Vestindiske Øer.

I bogen om Christoffer Columbus skrevet af Sten Wijkman Kjærsgaard får du den mere ligefremme historie om Christobal Colón, som de kaldte ham i Spanien, selvom han oprindeligt var fra Genova i Italien. Den er ikke – som så mange andre bøger om Columbus – bygget på de mange myter og spændende historier, der er digtet om opdageren og den senere rigmand. Virkeligheden er spændende nok, og i tilgift får vi så en masse betragtninger fra manden selv via den udførlige dagbog, han førte på sin rejse mod vest.

3. august 1492 satte Niña, Pinta og Santa Maria sejl i havnebyen Palos, en lille by med blot 600 indbyggere, hvoraf en del faktisk deltog som sømænd på rejsen. Men det var en rejse, der skulle blive mere besværlig end først antaget. Columbus måtte proviantere på Gran Canaria, men han havde problemer med Pinta, der skulle have repareret sit ror. Derfor blev han opholdt på øerne i et godt stykke tid, før han kunne sejle videre.

Det interessante ved bogen er, at den tager udgangspunkt i hans egen hemmelige dagbog. Det lyder som snyd – lidt ligesom ’Hitlers hemmelige dagbog’ eller lignende. Men det er forklaret ganske fornuftigt i dette indlæg fra 9. september 1492:

I dag kan vi ikke mere se land. Mange i besætningen sukkede og græd af frygt for, at de ikke vil se land igen før om lang tid. Jeg forsøgte at trøste dem med de historier, jeg kender fra Marco Polos bog om Indiens Lande. Jeg fortalte om gyldne marmorbroer, tempeltagene af guld og krydderierne og ædelstenene, som vi vil finde.
For at mindske deres frygt ved den lange rejse har jeg besluttet at skrive færre sømil ind i logbogen, end vi i virkeligheden sejler. Jeg gør dette, for at de ikke skal tro, vi er så langt fra Spanien.
Til eget brug vil jeg holde nøje regnskab med det korrekte antal sejlede sømil.

Ikke alene læser vi en bog om en kendt opdagelsesrejsende, der har skrevet to versioner af sin dagbog – én åben for mandskabet og én til sig selv og dronning Isabella. Han refererer også til en anden bog fra en tidligere opdagelsesrejsende, skrevet på baggrund af Marco Polos rejser i 1299. Helt genialt.

Vi følger hele rejsen over Atlanten med alt, hvad dertil hører af uheld, mistro, frygt og ugerninger – alt sammen fra Columbus’ egen hånd. Og det er stærkt. Desværre slutter selve dagbogsskildringerne i marts 1493, men der har vi også fået masser af beretninger om mødet med de indfødte samt den voldsomme tur tilbage til Spanien. I beretterform hører vi om hans tre næste rejser ud til Den Ny Verden, men sjovt nok sætter han aldrig fod på fastlandet Amerika.

Bogen er glimrende opbygget og herligt fortalt. Jeg tror, det er blandingen mellem hans egne ord og beretningen om det, der skete , der giver bogen en dejlig balance. Og så er den meget neutral. Den hverken hylder eller dømmer Columbus. Den beretter. Er du lidt historisk interesseret, så har du her den perfekte julegave.

Sten Wijkman Kjærsgaard: ”Christoffer Columbus – den hemmelige dagbog og hans fantastiske rejse til Amerika”, Forlaget Gyldendal, 228 sider, udkom oktober 2020.

Læs også:
Tommy Gulløv: 1000-årsriget
Mich Vraa: Faith
David Trads: Amerika, hvor er du?