Der er bestemt tider i den danske historie, vi har mindre grund til at føle os stolte over. Mich Vraa har i sin tredje roman om danskerne og Dansk Vestindien, ”Faith”, udstillet endnu sådan en periode.

I bogen følger vi Faith Netlock, som er fotograf i Charlotte Amalie på St. Thomas, op til dagene i marts 1917, hvor USA købte de dansk-vestindiske øer for 25 millioner dollars. Faith er af blandet race og har derfor haft svært ved at knytte sig til sine aner som dansker, svært ved helt at identificere sig med sine kreolske rødder og slet ikke været i stand til at føle sig som amerikaner.

Men Faith er også arving til den pludselig eftertragtede plantage, Solitude, og det betyder, at hun tiltrækker lidt mere opmærksomhed end normalt. Samtidig følger vi i flashbacks hendes forfædre op gennem tiderne, hvor Danmark brugte øerne som kaffe- og sukkerleverandør – med brug af slaver fra Afrika.

Det kan i dag være svært at forstå, hvordan Danmark kan have indblandet i den slags behandling af andre mennesker. Og er det forfærdeligt? Ja. Er det acceptabelt? Nej. Men det er historie. Og Danmark var på ingen måde alene i den måde at drive forretning på. Og vores brug af slaver på det, der i dag har navnet U.S. Virgin Islands – St. Thomas, St. John og St. Croix – var et sørgeligt almindeligt billede på, hvordan mere udviklede lande agerede over for andre.

Det vigtige at tænke på i den sammenhæng – bare så vi ikke alle sammen som lemminger i et anfald af skam og i masseselvmordstanker i samlet masse bevæger os ud mod afgrunden og kaster os i dybet – at denne måde at tænke på stammer fra en tid, hvor Charles Darwin endnu ikke havde overbevist verden om, at vi faktisk stammede fra nøjagtigt stort set de samme forfædre. Dengang var det let at skjule vores uvidenhed i religiøs fanatisme og i en opfattelse, at mennesker med en mørkere hudfarve var tættere på at stamme fra dyr end noget som helst, der mindede om os selv. Dumt? Ja! Men det var tiden. Og jeg synes, det er vigtigt at få det på plads, før du sætter tænderne i dette mesterværk.

Ja, jeg synes faktisk, der er tale om et reelt mesterværk. For på en genial måde formår Mich Vraa mere eller mindre at lade fakta tale for sig selv og ikke at blande en masse meninger og holdninger ind i fortællingen. Han benytter sig nemlig af en masse reelle optegnelser, officielle breve og dagbøger i en herlig blanding med opdigtede fortællinger omkring sine hovedpersoner. Og jeg kan godt lide, når det mere er lagt over til os selv, hvad vi skal synes og føle, i stedet for at en forfatter, der ofte skal forsøge at være ’klogere end alle andre’, vil fortælle os, hvad vi skal tænke og føle.

Vraa forholder sig mere observerende, og det er smart. Det giver validitet og pondus til en historie, der på alle måder – efter nutidens forståelse – er gruopvækkende. Men han serverer også en masse fakta om øerne, om hvorfor vi overhovedet solgte dem til USA, hvor de var interesseret i dem og meget, meget mere – her iblandt en masse nørdet viden om den spæde begyndelse på fotografering. Det kan jeg også rigtig godt lide. For så lærer jeg noget nyt. Og det glæder mig.

Faith kommer selv i ’nutids-delen’ af bogen (1917) ud for nogle meget uforsonlige oplevelser. Og Vraa formår på en skøn måde via sine personskildringer at skabe en rar ikke-forretningsmæssig kontakt mellem Danmark og USA. I sit efterskrift tager han selv bladet fra munden, men gennem hele bogen serverer han sin historie på en elegant og meget læseværdig facon.

En stor fortælling med liv og historie og en rigtig positiv oplevelse.

Mich Vraa: ”Faith”, Lindhardt og Ringhof forlag, 472 sider, august 2018