Dusinius Dick er som fornavnet antyder familiens tolvte barn. Han vokser op i en fattig skomagerfamilie i 1880’erne i Odense, i en tid hvor meget blev anderledes. Hans far ønskede at han skulle lære et ærligt håndværk, men allerede som niårig solgte han (stjålne) kravlenisser på gågaden, og derfor går det kun én vej igennem livet: opad.

Det går så godt, at han i 1929 kan sidde på en kuranstalt (med dårligt hjerte) og se tilbage på succesen mens børserne verden over er i frit fald. Han er gået fra ingenting til ejer af et lille forretningsimperium, bygget på hårdt arbejde, forretningstalent, en portion held – og lidt snyd, om man vil. Men, for selvfølgelig er der et men, succesen kommer med en pris. Hjemme i Odense sidder hans smukke kone med børnene i ensomhed og keder sig, og hvor nu hvor han ser tilbage på sit liv, må han også erkende at lykken ikke altid er at få alt, hvad man har ønsket sig.

Sådan er anslaget til Mich Vraas nyeste roman, der er løst bygget over begivenheder i hans egen familie. Det er rigtig fint, og som udviklingsroman for Dusinius fungerer den rigtig godt. Dusinius er en interessant person, og det var fornøjeligt at læse med i hans hittepåsomhed på vejen mod toppen og ikke mindst de mange gode tidsbilleder af hvor hårdt livet faktisk var dengang.

Alligevel er jeg ikke helt oppe og ringe over Vaniljehuset, for historien mangler klimaks og fokus. Vraas tidligere roman Faith har fået en meget rosende anmeldelse af en af bogbloggers andre anmeldere, og derfor var mine forventninger til Vaniljehuset tårnhøje – og så bliver man nemt skuffet. Om det spiller ind skal jeg ikke kunne afvise, men alligevel: Vaniljehusets femme fatale er grundlæggende ikke fatal på nogen måde (og hvad er hendes rolle så?) og det er sådan set også begrænset hvordan de forretningsforbindelser under 1. verdenskrig som ifølge bagsiden ”forfølger” Dusinius egentlig forfølger ham. Som læser sidder jeg tilbage med en ”nå ja, så var det da heller ikke værre” til både kærlighedshistorien, gullashbaronhistorien og egentlig også historien om den spanske soldat fra napoleonskrigene, der også lidt overflødigt er flettet ind i romanen.

Så herfra er der ros til en god grundfortælling om en mand, der livet igennem sætter alt ind på at få forretningsmæssig succes og gode beskrivelser af Odense i slutningen af 1880 og livet blandt de fattige, men knap så meget ros for at lidt for mange gentagelser (visse episoder bliver fortalt både i tilbageblik og i 1929) og for at oppuste de gode historier til et drama, de egentlig ikke helt kan bære.

Mich Vraa: Vaniljehuset. 448 sider, Lindhardt og Ringhof. Udkommer 22. juni 2020