// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jonas Suchanek: Kilden til al værdi
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jonas Suchanek: Kilden til al værdi

Skrevet af den 1. oktober 2020 – 06:29Ingen kommentarer

Kilden til al værdi er Jonas Suchaneks fjerde roman. Jeg har også læst de andre tre og tonen er genkendelig fra de foregående.

Vi følger den navnløse specialarbejder, der arbejder på et kommunalt kulturhus/spillested på Vesterbro i København. Han slæber ølfustager, betjener kunder, drikker øl. I fritiden drikker han også øl. Og vin. Og tegner. Og hænger ud med Sofie, hvis liv er noget værre rod. Sofie bor på tredje sal i den gamle KFUM bolig midt i København, hvor hovedpersonen også bor. Værelserne er gamle og små og køkken – og badeforhold er man fælles om. Ikke det mest oplagte sted at bo for et voksent menneske.

Der er en rastløshed over romanen (og også over hans andre romaner), som jeg godt kan lide. Der er noget nerve, energi og liv i den rastløshed. Og jeg kan også godt lide, at han beretter fra en arbejdsplads. Der er ikke så meget litteratur, hvor det er arbejdsmarkedet, der er ramme om fortællingen. Det er ikke så ofte opsigelsesvarsler, pension, vagtplaner og lønforhold finder vej til skønlitteraturen til trods for, at mange af os tilbringer mange timer hver uge med at være en lille brik på det store arbejdsmarked.

Hovedpersonen er venner med Trane, en fyr der skriver. Og nogle af hans tekster har fundet vej ind i romanen. Hvorfor ved jeg ikke. Og jeg ved heller ikke, hvorfor man vælger at give romanen så grim en forside. Jeg er med på, at der ryges smøger, drikkes alkohol og at der i Kødbyen, hvor spillestedet ligger, er blevet slagtet masser af svin gennem tiden. Men jeg er bange for, at forsiden skræmmer læserne væk. Og det er en skam, når det nu ellers er en bog, der bestemt er værd at læse.

Når man selv er gift, har børn, fast arbejde og bor i ejerbolig, kan det være svært at forstå, at der findes andre voksne mennesker i dette land, der zapper fra job til job og fra den ene midlertidige bolig til den anden. Voksne mennesker, der både kan og vil noget, men som alligevel befinder sig balancerende på kanten af arbejdsmarkedet og på kanten af boligmarkedet. Og det er præcis det Jonas Suchanek skildrer rigtigt godt i sine romaner.

Jonas Suchanek (f. 1981) kom til Danmark fra Tjekkoslovakiet i 1989. Han har arbejdet som håndværker, kantinevikar, bartender, specialarbejder, webmedarbejder og forfatter, oversætter og redaktør. Han har også skrevet Vi er Bohemer, Hvem er den mand/Hvad laver han her? og Do danska.

Jonas Suchanek, Kilden til al værdi, September 2020, Forlaget Gladiator, 174 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.