// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jonas Suchanek: Vi er bohemer
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jonas Suchanek: Vi er bohemer

Skrevet af den 18. juni 2016 – 07:18Én kommentar

Vi er Bohemer er en velfortalt, kort, godt skrevet og fængende kortroman om en ung mand, der flytter til København. Men det med at finde en fast bolig viser sig at være noget af en udfordring.

På korte skarpe sætninger fortæller han præcist om meget på en gang (og det er jeg vild med): “Køkkenbesætningen i Nokia er blandet ligesom salaten i kantinen”, som er en sætning fra den periode, hvor han er kantinevikar og bliver sendt rundt i de københavnske storkøkkener, primært for at vaske op efter hundredevis af spisende gæster.

Her er et eksempel fra den periode, hvor han skralder mad: “Irmas container er bedre end Nettos – den står ulåst, uden lyssensor, og udgåede varer er stillet i pæne formationer. Her er kalvemedaljoner, der dagen før var for dyre, men i dag er gratis – kun én dag over mindst holdbar til.” Og som kan læses som en kommentar til al den mad dagligevarebutikkerne dagligt smider ud.

….”mulatpigen på Christianshavns Torv smiler til mig. Det er betryggende, at nogle mennesker stadig kan se én.” Og sådan fortsætter det med præcist rammende sætninger. Det er en fornøjelse at læse Vi er Bohemer, selvom det er nedtur efter nedtur at flytte med den mandlige fortæller fra det ene fremlejemål til det næste. Fra Sydhavn til Østerbro og videre til Tårnby for senere at havne i Sydhavn igen efter et ophold på Nørrebro og Vesterbro. Uden penge og uden netværk er det stort set umuligt at få fodfæste på det københavnske boligmarked.

Kapitlerne er opkaldt efter det aktuelle fremlejemål og det giver god mening. De forskellige udlejere er omtalt som den store anonyme Udlejer med stort U, hvilket forstærker det ulige magtforhold mellem lejer og Udlejer.

Det er en bog om at leve på kanten af samfundet, hvem er man uden bolig og som løsarbejder? Det er dog ikke ren elendighed, fortællingen byder også på både venskab og kærlighed. En lille bog om store ting. Læs den!

Forfatteren er født i Tjekkoslovakiet i 1981 og har boet i Danmark siden 1989. Han er uddannet fra forfatterskolen og debuterede i 2014 med den roste bog Do Danska om at være flygtning i Danmark.

Jonas Suchanek, Vi er bohemer, Gyldendal, Maj 2016, 104 sider.

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.