Hvis man er bosiddende på Christiania, var hyppig deltager i “Torsdagsdemo” og lignende eller råber “Politi, kontrol, skaber mere vold”, hver gang man ser “panserne”, så skal man ikke købe eller læse denne bog.

Men hvis man derimod er en lovlydig borger, der er nysgerrig efter at blive klogere på hvad de går og laver, de søde panserbasser, inde på politigården, så er “Gården” det helt rigtige køb eller julegaveønske.

Sammen med fotografen Bjarke Ørsted har DR’s kriminalredaktør Claus Buhr fået en enestående adgang ind bag facaden hos Københavns Politi. For bogen er ikke bare en arkitektur-bog om selv “gården”. Det fylder faktisk kun et enkelt kapitel i bogen. Det er først og fremmest historien om Københavns Politi og nogle af de mest interessante afdelinger af den butik. Vi kommer således på besøg i Beredskabsafdelingen, hos radiotjeneste (HS), i dommervagten, i fængslet på politigården, i drabsafdelingen og ikke mindst på chefgangen – på gården kaldet “stjernegangen”. Her hører vi om hvad de laver, hvordan de er bygget op og så videre – og ikke mindst om tidligere tiders store sager. “Gården” giver blandt andet en god fortælling om politiets forberedelser op til rydningen af Ungdomshuset og selve aktionen.

Selvom Claus Buhr ofte ser meget alvorlig og kritisk ud, når han toner frem på skærmen stående foran en retsbygning eller et gerningssted i bælgravende mørke, så er det ikke just den kritiske journalistisk der bedrives i bogen. Udtrykket “festskrift” er vel meget godt dækkende. Bogen er således en ganske ukritisk hyldest til “gården” og Københavns Politi.

Men det gør bestemt heller ikke noget. Politiet fortjener at blive rost og fremhævet i positive vendinger i ny og næ, når man tænker på hvilken indsats de yder som samfundets skraldemænd. Man skal dog bare ikke som læser forvente at man får en kritisk bog på linje med Henrik Madsens “Kriminelle betjente”.

Umiddelbart virker “Gården” som en lækker “coffee table bog”, som man kan have liggende fremme til at ens gæster kan læse, samtidig den sender et stærkt signal om ejermandens sympatier. Men “Gården” er meget mere end bare gode billeder. De er der bestemt også, men man kan godt fornemme at historierne er skrevet af en mand, der selv synes at det her, det er faktisk superspændende. Claus Buhrs begejstring og entusiasme nærmest oser ud af bogen. Og deler man den, så er “Gården” god at få stillet en del af sin nysgerrighed med.

Claus Buhr & Bjarke Ørsted: Gården. Gyldendal 2008. 192 sider.