“Den spanske syge havde forvandlet København til en spøgelsesby. Skolerne var lukkede og omdannet til nødkøkkener. Sporvognene kørte halvtomme rundt, og på gader og stræder sørgede fodgængere for at holde sikker afstand til hinanden. Alene i København havde epidemien i løbet af den seneste uge krævet 400 nye ofre.”

I øjeblikket læser jeg alt, jeg kan komme i nærheden af litteratur om epidemier. Måske håber jeg at finde en form for mening med den rædsel, som Coronavirussen har kastet over os. I denne uge faldt valget på journalisten og forfatteren Tommy Heisz’ fremragende dramadokumentarbog “Den spanske syge”. Den er en både skræmmende og medrivende fortælling om verdenshistoriens mest dødbringende pandemi, der opstod lige efter 1. Verdenskrig.

Da bogen udkom i 2018 var det 100 år siden, at den agressive influenza tog fat og slog mange millioner mennesker ihjel på verdensplan i årene 1918-1919. I dag er bogen mindst lige så relevant. Der er uhyggeligt mange lighedspunkter mellem den spanske syge og dens konsekvenser, og det vi oplever i dag under verdens Corona-Lockdown. Ligesom i dag, lurede frygten i alle kroge af samfundet, og sorgen over alt mistet lå tungt over landet.

I bogen dykker Tommy Heisz ned i de historiske beretninger om den spanske syge i Danmark, og gennem en lang række øjenvidneberetninger kommer vi helt tæt på den sorg, angst og uhygge som sygdommen førte med sig. Vi hører om de tragiske dødsfald og hårdt ramte familier, men også de sygeplejersker og læger, der kæmpede for at hjælpe patienter over hele landet.

Stærkt står for eksempel historien om sygeplerjersken Mathilde Nielsen, der pligtskyldigt slæbte sig på arbejde hver dag, og vågede over patienterne. Dengang var det uhørt at sygemelde sig, fordi man følte sig sløj. Da hun endelig blev så dårlig, at hun segnede om, og blev indlagt, blev hun ikke udskrevet igen. Hun døde som 35-årig, som en af de første i Danmark af Den spanske syge. Og historier som Mathildes er der mange af. Man føler stærkt med de udbrændte læger, der kæmpede næsten forgæves mod sygdommen. De var underbemandede og mange bukkede selv under for både pres og sygdom.

“Det blev en frygtelig tid, blandt andet fordi personalet slet ikke forslog (…) Så at sige alle vores reservelæger blev syge, men de fleste var dog kun hjemmegående enkelte dage, for de alt, hvad de formåede for at yde deres hjælp (…) Lægerne og sygeplejerskerne var deprimerede og lige ved at styrte.” Sådan skrev Garnisonshospitalets daværende leder, overlægen Gordon Norrie for eksempel om om de julidage i 1918, da epidemien brød ud.

Bogen giver er en uhyggelig beretning om, hvordan sygdommen ramte både rig og fattig, og forfatteren kommer også ind på de forskellige medicinske teorier. Men det er socialhistorien og øjenvidne beretninger, der er dens ærinde, og derfor får vi et meget spændende indblik i tiden sociale forhold og et sundhedsvæsen, der der næsten kæmpede forgæves.

Selvom Den spanske syge er ubærlig barsk læsning, så giver den klædeligt stemmer til alle de personer og historieskrivere, der aldrig kom til at stå tilbage som helte, selvom de i den grad fortjente det. Sygerplerjerskerne, lægerne, de frivillige og de næstekærlige naboer, har endelig fået et velfortjent, monumentarisk efterskrift, der gør, at vi kan høre dem, her mere end 100 år efter katastrofen.

Vidste du i øvrigt, at den spanske syge ikke kom fra Spanien? Den fik sit navn, fordi det var de spanske aviser, der var de første til at dække sygdommen.

Overlægen Hans Trier har også skrevet en bog emnet; “Angst og engle”. Også en fremragende bog, som supplerer nærværende bog glimrende.

Tommy Heisz: Den spanske syge – Da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark, Politikens Forlag, april 2018, 384 sider.