I disse tider hvor antisemitismen tilsyneladende igen er på fremmarch, er det så vigtigt, at der stadig udkommer bøger om holocaust og nazisternes rædselsregime, så vi ikke glemmer, og så vi ikke lader historien gentage sig. Sidste tog til London er en stærk fortælling om livet i Wien i tiden op til 2. verdenskrig.

Den 15-årige Stephan Neuman lever et komfortabelt liv i en velhavende jødisk familie i Wien. Han er spirende forfatter og meget interesseret i teater. Han bliver venner med den højtbegavede Žofie-Helene, hvis mor er redaktør på en nazi-kritisk avis, og sammen opbygger de et stærkt bånd til hinanden. Men båndet bliver sat på prøve, da Hitler overtager magten i Østrig, og jøderne fratages al deres ejendom. Det bliver samtidig forbudt at omgås eller hjælpe jøder, hvilket umuliggør deres venskab. Žofie-Helene kan dog ikke se stiltiende til, da Stephans far bliver deporteret, og Stephan selv må gå under jorden for ikke at blive deporteret.

På samme tid følger vi den hollandske Truus Wijsmuller-Meijer – også kaldet Tante Truus – som sætter livet på spil ved at smugle jødiske børn ud af Tyskland. Hun og hendes mand, Joop, kan ikke få børn, så hun gør det til sin livsmission at redde andres børn, selvom Joop mener, det er for farligt. Da det står klart, hvor stor fare Europas jøder befinder sig i, tager Truus til Wien for at mødes med SS-officeren Adolf Eichmann for at overtale ham til at lade hende sende jødiske børn med tog til England.

Bogen bygger på den sande historie om tante Truus og Kindertransporterne til England, som reddede mere end 10.000 børn fra den visse død. Der var så mange ting, der rørte mig i denne bog, og jeg var hele følelsesregistret igennem. For det første blev jeg enormt rørt af den stærke kærlighed mellem Truus og Joop og de ofre, de var villige til at bringe for andre menneskers skyld, og af måden hvorpå den ungdommelige uskyld i forholdet mellem Stephan og Žofie-Helene brat blev knust af de barske realiteter. Samtidig blev jeg også gal. Clayton skriver så godt, at jeg i den grad kunne mærke tidens kaos, forvirring, vantro og fortvivlelse, da undertrykkelsen af jøderne eskalerede i slutningen af 1930’erne. Og jeg forstår endnu engang ikke, hvordan det kunne ske. Hvorfor lod folk sig forføre og overtale til, at det var i orden at behandle andre mennesker som undermennesker – som dyr? Men magtesløsheden går heldigvis hånd i hånd med håbet bogen igennem og minder om, at der altid er et lys i mørket.

Romanen er som sagt historisk fiktion baseret på en sand historie, hvilket vil sige, at en del af hovedpersonerne er virkelige. De er skildret så levende på godt og ondt, at jeg fik lyst til at læse mere om Tante Truus og om Adolf Eichmann, som anses for at være en af arkitekterne bag holocaust.

Hvis du syntes godt om Alt det lys vi ikke ser, Nattergalen og Pigen uden navn, vil denne bog helt sikkert være noget for dig.

Meg Waite Clayton, Sidste tog til London, Gads Forlag, 464 sider, oversat af Johnnie McCoy, 18. marts 2020