Kombinationen af en 91-årigs baggrundshistorie med en teenagers kan umiddelbart virke søgt og usammenhængende, men det er slet ikke tilfældet i ”Pigen uden navn”. Kombinationen fungerer nemlig ganske godt. Resultatet er en rørende og gribende fortælling, som jeg vil anbefale til alle, jeg kan komme i nærheden af.

Vivian blev født i Irland og rejste som barn med sin familie til New York for at finde lykken, men i en brand omkom hendes forældre og søskende. Troede hun i hvert fald. Hun blev sendt med et tog sammen med andre forældreløse børn rundt i forskellige stater i USA. Målet var at finde en familie til dem. Eller et sted at opholde sig. Skæbnen tegnede sig ikke nødvendigvis lys for disse små passagerer, som omfattede babyer og børn op til 14-års alderen.

Molly, teenager, plejebarn, klog og struktureret pige, er kommet til at stjæle en bog på biblioteket. For det skal hun yde samfundstjeneste. Hendes kæreste, Jack, skaffer hende en plads hos Vivian, som hans mor arbejder for. Vivian skal have ryddet op på sit loft. Gennem oprydningen i kasserne på loftet bliver Vivians historie fortalt med Mollys historie som baggrundsmusik, og det skaber en fin harmoni.

Lighedspunkterne mellem Molly og Vivian tegner sig som en rød tråd gennem historien – begge var børn uden solid baggrund, oplevede en barsk barndom, havde manglende tillid til voksne, og alt for tidligt i livet blev det nødvendigt for dem at være selvstændige.

En historie bygget på virkelige hændelser giver en bog, der tager vejret fra dig og holder dig fast i at læse næste kapital med, fordi viljen til at overleve og kæmpe for at blive til noget er inspirerende og smukt.

Pigen uden navn, Christina Baker Kline, Gads forlag, 336 sider, udgivelse 27. januar 2016, oversat af Birgitte Brix