Den har været 10 år undervejs, blev lagt på hylden flere gange under den lange skriveproces, men da den så omsider udkom, blev den en sensation på det amerikanske og derefter på det europæiske bogmarked. Og her i 2015 er den så hædret med Pulitzer-prisen, en af de fineste litterære udmærkelser.

Bogen er da heldigvis også en stor oplevelse. Den tager udgangspunkt i en virkelig hændelse under afslutningen af 2. Verdenskrig. De allierede bomber i august 1944 en historisk fæstningsby på Bretagnes kyst, fordi de fejlagtigt tror, at den bliver holdt af store tyske styrker. Af de 850 huse står kun cirka 150 af dem tilbage. Og i et af dem befinder den ene af fortællingens to hovedpersoner sig.

Den blinde teenagepige Marie-Louise har mirakuløst overlevet, gemt oppe under et af hustagene har hun undgået både bomber og ildstorme. Bogens anden hovedperson er den unge tyske soldat, det tekniske geni, Werner. Han overlever, klemt inde i et hulrum under det sammenstyrtede hotel, som tyskerne i byen bor på. Han er forældreløs og opvokset på et børnehjem i en tysk mineby. Her opdages hans enestående talent for matematik og teknik, som den tyske krigsmaskine forstår at udnytte.

Marie-Louise er opvokset i Paris med sin kærlige far, som er låsesmed på det naturhistoriske museum. I museets samling befinder sig en uvurderlig diamant, som han forsøger at beskytte på parrets flugt fra Paris. Gradvist nærmer Werner og Marie-Louise sig i bogens sindrige konstruktion, hvor der på elegant vis krydsklippes frem og tilbage i tiden uden, at man som læser mister overblikket.

Bogen har hårrejsende øjeblikke, både dem der er fyldt af sansemættet skønhed, og dem, hvor læseren overskylles af den kolde ondskab, de unge tyske børn og unge udsættes for i indoktrineringen op til og under verdenskrigen. Alt det lys vi ser må blive en af de helt store læseoplevelser i 2015.

Anthony Doerr. Alt det lys vi ikke ser.Politikens Forlag. Oversat af Mich Vraa. 560 sider. April 2015.