For at læse skønlitterære bøger, der tager udgangspunkt i 2. verdenskrig, må jeg tage nogle dybe indåndinger, inden jeg går i gang. Den viden om, at den fiktive historie i en eller anden grad bygger på de krigsår, der var så uudholdelige for utallige mange mennesker, gør det ofte umuligt for mig at komme i gang med læsningen. Bøgerne kan simpelthen være for barske at læse.

Nattergalen er også barsk, men det er en heroisk bog, og det tiltrækkende ved den er, at den beskæftiger sig med kvinderne i krigen. Dem, der blev ladt tilbage, når mændene var i krig. Dem, der kæmpede for deres eget liv og for de fleste også for deres børns liv.

Denne bog handler om to gæve søstre, Isabelle og Viviane, der hver dag sætter deres eget liv på spil for at kunne redde andres. Den ældste søster, Viviane, bor alene med sin datter i en lille by, efter manden Antoine er blevet indkaldt. Som så mange andre franske mænd bliver han med tiden taget til fange. Sammen med sin nabo prøver Vivianne at få dagligdagen til at fortsætte som hidtil, men det bliver en endnu større kamp, da en tysk kaptajn beslutter sig for at flytte ind hos hende.

Samtidig vælger Isabelle at melde sig til modstandsbevægelsen og vandrer utallige kilometer for at få nedfaldne, allierede soldater i sikkerhed. De to søstre har ikke haft et let barndomsliv, og derfor er deres forhold præget af uforløste konflikter, men i takt med historien ser vi, at deres kærlighed til hinanden er stor på trods.

Denne gribende roman kan jeg kun anbefale, fordi den er stærk og handler om kvinder, som ved, at deres handlinger kan have en fatal konsekvens for dem selv, men for hvem det vægter højere at hjælpe så mange som muligt på vejen.

Nattergalen, Kristin Hannah, Cicero, 451 sider, udgivet 21. april 2016, oversat af Ulla Lauridsen